Ja måske en lidt dramatisk overskrift, men trods alt en meget sjov historie.
D. 28. august 2023 var jeg ude og fiske makreller ved Storebælt broen sammen med min gode ven Peter. Jeg optog som sædvanlig med en masse kamera, så jeg kunne få nogle fede shots af fiskeriet og herunder brugte jeg også nogle Water Wolf kamera, som er de her kamera man kan sætte direkte på linen. Det giver nogle fantastiske undervandsoptagelser og i det her tilfælde var det så af huggende makreller.
På et tidspunkt opdager jeg dog at mit ene Water Wolf kamera ikke længere sad på den monteringsbøjle som det er fæstnet til linen med. Det var kun selve bøjlen der sad tilbage. Jeg bandede lidt da jeg opdagede det, men tænkte at kameraet var gået tabt.
I sidste weekend laver jeg noget arbejde om natten og skal vente på at noget kører færdigt. Imens sidder jeg og kigger lidt på min hjemmeside og pludselig falder jeg over en kommentar, der er lavet i slutningen af oktober måned 2023. Jeg har ikke fået en besked om at kommentarer var skrevet og derfor opdager jeg først kommentarer nu.
Jeg må lige læse kommentaren et par gange da det virker helt vildt. Jeg skynder mig at skrive til e-mailadressen, men tænker at det nok er “for sent”. Det er jo trods alt omkring 4 måneder siden at kommentaren blev efterladt. Men sent søndag eftermiddag tikker en mail ind med svar. Niels skriver at han har kameraet og han fandt det på en kyst fisketur ved Mullerup. Han fik øje på det i strandkanten og tog det med hjem. Han tog kortet ud og så filmen igennem. Han kunne se team navnet på båden og begyndte at google og fandt hurtigt hjemmesiden og skrev kommentaren. Kæmpe tak til Niels for at gøre så meget ud af at kontakte mig og tilfældigvis bor Niels i nærheden af min arbejdsplads. Så en dag efter arbejde smuttede jeg forbi Niels og fik mit kamera og kvitterede med et stort tak og et gavekort til Fiskpåkrogen.dk.
Nu har jeg selv kigget filmen igennem og der er et par sjove klip, både af fisk, men også af nysgerrige måger, der leger med kameraet. Se med herunder: