Det er godt nok længe siden der har været en opdatering her på siden…men nu kommer der en…..med video 🙂
Der er mange konkurrencer her i sommer/efterår og det var helt givet at Team Emilie skulle deltage i Storebælt Cup. Det er blevet en tradition som både ungerne, men også fruen ser frem til. DM i flad er også en konkurrence som jeg gerne vil til og har været en del år i træk, men ikke de sidste par. Så den var også på planlægningstavlen. Ud over det så prikkede Sander fra Team Dylfi til mig og nævnte DM i makrel eller Makrelfestival som det også hedder.
Jeg kunne godt se at det ville blive presset, specielt fordi jeg er med til at arrangere Storebælt Cuppen og jeg har fundet ud af hvilke enorme resurser det kræver at arrangere sådan et stævne. Det trækker altså bare tænder ud på alle de frivillige der hjælper til. Nå men mere om det i et andet indlæg senere. Jeg havde egentlig sagt nej til DM i makrel og Sander var begyndt at kigge sig om efter en anden gast, men det var svært. Der var ikke rigtigt nogen der gad sejle med ham …hehe. Nej spøg til side, det passede ikke lige ind med at der var nogen der kunne. Jeg snakkede lidt med Silas om det og det passede faktisk ind i kalenderen og det hele, så jeg foreslog Sander at vi kunne tage min båd og hans chummer. Så kunne Silas og jeg sove i båden og han kunne sove i bilen eller telt. Den var han med på og så blev det aftalt.
Da vi nærmere os weekenden for Makrelfestival kunne vi godt se på vejrudsigten at det ikke så alt for godt ud. 10-12 m/s lørdag dog bedre søndag. Sander havde forhørt sig lidt hos de garvede fiskere i klubben og de mente at man kunne ligge lidt i læ af revet og at det var muligt at komme ud. Jeg var ved at aflyse flere gange, men til sidst blev vi enige om at prøve. Det tager trods alt kun en times tid at køre derop fra Korsør af. Jeg havde nogle silderester i fryseren, cirka 10kg, og det samme havde Sander. Så vi regnede med at det var nok. Til dem der ikke lige ved hvad en chummer er, så er det en maskine hvor du kan smide sild og andre “bløde” fisk i. Den kan så sættes til, i intervaller, at kværne eller mose nogen af det her fisk ud, så det lander i små stykker i vandet.
Det laver et fantastisk duftspor i vandet og samtidig er der masser af små stykker fisk i vandet, som fx makrel kan gå og æde af. Ideen er så at man kan lokke store stimer af fisk hen til båden og holde dem der, mens de går og æder af chummen, som man kalder de små stykker der kommer ud. Som det amerikanske ordsprog siger: “Chum and they shall come”. På videoen nederst kan I se hvordan makrellerne kommer i stimer og æder af chummen.
Jeg gjorde en masse grej klar op til weekenden. Både stænger med flåd og nogle dipsyer hvis vi skulle trolle efter makrel osv.
Sander ville køre derop allerede om fredagen, men Silas og jeg ville tage natten hjemme i sengen og så bare så tidligt op og køre derop. Skippermødet var kl. 05 både lørdag og søndag, så gik starten umiddelbart efter. Der var ikke de helt store rammer med samlet start osv, som til mange andre stævner, så vi kunne tage det stille og roligt. Silas sov i bilen mens vi kørte derop og han blev også i bilen mens jeg gik til skippermøde.
Da mødet var overstået, fik vi smidt båden i vandet og parkeret trailer og bil.
Vejret var lige så skidt som de havde lovet og vinden peb om ørene på os. Vi sejlede så langt op mod revet som vi kunne, men så vi stadig lå i læ af odden. Vi fik startet chummeren op og så begyndte vi at fiske. Det regnede ind i mellem og Silas var ikke helt i humør til at fiske. Så han sad og hyggede sig lidt med sin telefon. Det varede ikke længe før vi begyndte at fange makreller. Ikke så store og der var langt i mellem dem. Til gengæld hev vi nok de første 30 fjæsing op og en del tobis og en enkelt ulk.
Da der kom lidt mere gang i makrellerne meldte Silas sig også på banen og fik fanget et par stykker. Sander havde nogle små plastik-dimse-dukker med, som han flere gange lavede en lykke-fiske-sang med til stor morskab for Silas. De fik også navne. Per og Per hed de.
Da vi havde fanget 10 makreller, som er max man som team kan indveje pr dag, valgte vi at sejle ind og hygge lidt på havnen. Så ville vi satse på søndag som dagen hvor vi skulle give den en skalle.
Efter indvejningen grillede vi noget mad på havnen og fik snakket med de andre fra klubben der også var til DM i makrel.
Vi fik en lille is, kiggede i klappebassinnet hvor der lå indtil flere fiske, som vi gerne ville fange til Storebælt Cuppen weekenden efter. Når man nu er til fiskeri sådan en hel weekend, så slipper man ikke for lektier. Så de måtte også lige laves. Da det var overstået gik Silas og jeg til ro i båden.
Vi sov fantastisk i båden. Sander derimod havde slået sit telt op på pladsen hvor der også var shelters. Han var næsten faldet i søvn selvom der sad et par stykker og hyggede ved shelterne. Sander var tæt på at åbne “slugten” og sluge hele Sjællands odde med hans snorken, men så sluttede en gruppe sig til de andre på pladsen og der blev knappet øller op og en lystsluppen snak reddede Sjællands odde. Sander stod op, pakkede hele teltet sammen igen. Kørte ud på trailerparkeringspladsen og slog teltet op igen. Nu kunne han falde i søvn og blev først vækket da der kom nogle og flyttede på en trailer tidligt om morgenen.
Dag to skulle vise sig at blive en fiskedag ud over alle forventninger. Vi sejlede ud i fladt vand og Silas blev liggende og snue i kabinen, mens vi sejlede ud. Da vi ankom til vores udvalgte spot på revet, drev vi lidt rundt men nogle flåd ude. Der gik ikke længe før der var hug og da første vi havde fanget de første 5 makreller på flåd, så smed vi anker og satte chummeren til. Vi havde ingen anelse om hvilken makrelfestival der ventede os nu….men vi kom til at opleve det vildeste fiskeri jeg nogensinde har prøvet.
Efter kort tid begyndte huggene at komme i en lind strøm. Jeg fik vækket Silas og fik ham sat til at fiske. Da vi havde fanget en del makreller ebbede det langsomt ud, men vi kunne se store stimer af makreller ved siden af båden der gik og åd i chummen.
Vi kunne også se på Panoptix skærmen, at makrellerne gik lige under og bagved båden.
Sander riggede om til en enkeltkrog og satte små sildestykker på. Det skulle vise sig at være opskriften og nu gik det bare hug i hug. Vi kunne dårligt sætte den ene stang før der var hug på den anden stang. Vi satte hurtigt et mindstemål på 42 cm får ikke at det skulle ende i det rene blodblad. Vi endte med kun at have omkring 10 makreller med ind pr person, resten fik lov til at svømme igen.
Men for pokker hvor er det et sjovt fiskeri på let UL grej. Vi havde omkring 250-300 makreller i båden på de små 6 timer vi fiskede. Det var det vildeste jeg har prøvet og kanon underholdende. Vi tog stadig en del fjæsinger, men ikke så mange som dagen før. Vi fik nogle rigtig gode makreller i båden. Den største på 920 gram, men snitvægten lå omkring de 800 gram, så rigtig fine fisk.
Silas endte som nr. 4 i juniorrækken
Vi endte som nr. 13 ud af 39 i team konkurrencen
I individuel blev jeg nr. 16 og Sander blev nr. 20 ud af 59 i alt.
Så alt i alt en fantastisk tur som du kan få lidt en fornemmelse af i nedenstående video.
Som en lille ekstra historie, så kan jeg fortælle at da vi havde vejet ind, så mødte vi lige Jannik fra Team Frederik, som også var på vej op og veje ind. Han havde taget gasterne med fra en anden båd med motorstop. Skipper var blevet tilbage på båden som lå for anker. Jannik spurgte om vi ville sejle ud og bugsere båden ind. Det ville vi selvfølgelig gerne, men inden vi lagde fra land, kaldte jeg lige den nødstedte op på radioen. Han takkede mange gange for vores tilbud om at komme ud og hente ham , men han havde allerede fået assistance af en anden båd. Fedt at vi hjælper hinanden på vandet. Men vi ventede på at komme op ved rampen, kom redningsbåden og den nødstedte i havn.