Sædvanen tro var Team Emilie meldt til Storebælt Cup 2019 med familie-teamet. Alle glædede sig og havde store forventninger til fiskeriet. Silas og jeg havde været til DM i makrel fra Odden weekenden før og tøserne havde været til ride-stævne. Så vi glædede til at komme på vandet sammen og få hygget os som familie.
Jeg havde hjulpet til i klubben med at snakke med nye og gamle sponsorer og det havde givet pote. Der var mange der gerne ville støtte klubbens arrangement og det er jo super fedt. Der bliver brugt så mange timer og en masse energi på at arrangere sådan en konkurrence og det er fedt at se det bærer frugt. Så da båden var gjort klar blev bilen pakket med alle de sponsorgaver jeg havde stående og efterfølgende med alle de andre ting vi skulle have med.
Jeg havde taget fri fredag og ville så køre ned og smide båden i vandet og hjælpe med alle de praktiske gøremål. Når det var på plads, så ville jeg køre hjem og sove med familien og så ville vi komme tidligt lørdag morgen. Det var nemlig arrangement i Silas ungdomsklub fredag aften, som de andre så deltog i.
Da jeg ankom var de andre fra klubben allerede i gang med at hente den flydebro, der var vores seneste forbedring til stævnet.
Vi havde lånt den af Julemærkehjemmet og vi havde en ide om at vi kunne lave et kanon hyggeligt havnebassin med den. Planen var at den skulle lægges bag nogle af fastliggerne i havnen og så kunne vi være i et bassin samlet. Det var selvfølgelig aftalt med havn og fastliggerne.
Vi fik smidt flydebroen hvor den skulle ligge og fik lavet en interimistisk trappe. Det var ikke den bedste løsning til trappe og skal ændres til næste gang. Der begyndte drypvis at komme både til havnen. Vi fik anvist pladser og anvist parkering osv.
Et enkelt medlem fra klubben havde alt for meget tid og det gik som sædvanligt ud over min båd.
Det omtalte medlem er dybt misundelig på min fine Bayliner og forsøger på barnlig vis at gøre alt for at genere mig. Båden bliver omtalt Gayliner (fornemmer han har et problem med sin egen identitet) og nu blev den også pyntet i regnbue-farverne. Hvad ingen af os dog ikke lige havde tænkte over….var at disse farver fra guirlanden smittede af når den blev våd. Så nu har jeg regnbuefarver i gelcoaten….
Nu var der kommet en hel del både og i sekretariatet blev der taget imod deltagerne.
Da der var kommet lidt ro på og der var styr på alle forberedelserne, var det tid til aftensmad med resten af bestyrelsen fra klubben og hjælperne.
Efter en hyggelig dag / aften med klargøring, kørte jeg hjem. Fik et bad og fik pakket de sidste småting. Fik en god nats søvn sammen med familien og så var vi ellers klar.
Lørdag morgen var vi tidligt afsted. Ned til Skælskør havn og til morgenmad og skippermøde. Det var et fantastisk vejr og alt tegnede bare til at blive et par fantastiske dage. Efter morgenmaden skulle vi lige hente orm som vi havde bestilt leveret på havnen. Det var vi så ikke de eneste der havde.
Da ormene var i hus, skyndte vi os ned til båden og fik orm og mandskab på plads. Eller i disse kønsforskrækket tider så fik vi orm og besætning ombord.
De andre både var begyndt at tøffe langsomt ud af fjorden. Det var igen i år et fantastisk skue i solopgangen.
Vi var også klar og sejlede ud ad fjorden.
Nu er jeg tidligere kommet i fedtefadet når fruen er med. Hun kræver at der ligger en plan for fiskeriet, at vi ikke pjatter rundt. Jeg synes dog at det er som om hun stiller spørgsmålstegn ved alle mine planer, når jeg så prøver at udføre dem! Nå men i år var der fladt vand på førstedagen og jeg sagde med det samme, at planen var at drøne sydover og bruge lidt tid på det. Vi skulle ned på nogle pladser hvor jeg havde hørt at der var store flade. “Dejligt” sagde fruen. Vi stoler på dig…..
Vi sejlede måske en små 40 minutter og landede på spottet. Jeg kunne se et par andre deltagere omkring os og en af dem, var også en der plejer at tage præmier. “Den er hjemme” tænkte jeg… “På med noget grej” beordrede skipper og besætningen adlød.
Der skulle lige vælges farver og tackler.
Vi havde alle 4 stængerne i vandet og vi drev omkring 0,8 knob. Perfekt. “Det her bliver godt”….”nu skal vi bare lige nive et par store banditter her og så er vi godt kørende”….”Fruen bliver stolt”… Pludselig bukkede min stang … “Yes nu sker der…” mere nåede jeg ikke at tænke, før det gik op for mig at det var bundbid. Jeg prøvede et par gange at få linen fri, men til sidste knækkede forfanget. “Pis”… inden jeg havde fået resterne op, sad de 3 andre også fast… sådan fortsatte det 3 drev over spottet. Jeg tog igen skipper kasketten på og råbte “Alllllllllleeee mand op” og så drønede vi over på den anden side af renden og forsøgte os her. Det blev desværre ikke bedre og efter at vi havde mistet 4-5 forfang uden at se en eneste fisk begyndte fruen at røre lidt utålmodigt på sig. Jeg kender efterhånden signalerne og tænkte “Nu bliver du nødt til at gøre noget skipper…” Jeg beordrede igen alt grej ind og så satte vi ellers kursen direkte mod vores spots ved lavbroen.
Vel ankommet til lavbroen begyndte vi igen at fiske og der gik ikke længe før vi fangede en flot, men alt for lille torsk. Den var mega flot og rød. Den blev beundret inden den fik lov til at svømme videre.
Nu var der ellers liv på bunden. Vi drev dog stort set ikke, men formåede alligevel at fange en del søstjerner, både nogle almindelige, meget små og så nogle slangestjerner som de hedder.
Vi fik fanget en ising, skrubbe og rødspætte. Så de flade var i hus. Dog ikke med så stor størrelse, men det var lidt svært pga. den manglende strøm. Når vi starter ud er det altid mig der sætter orm på for de andre 3. Christina kunne godt se at det stressede mig bare at skulle sætte orm på konstant og pille fisk af uden at få ret meget fisketid selv. Så sidste år fik hun faktisk taget mod til sig og fik sat orm på selv. Det gjorde hun igen i år uden den mindste rynke på næsen…..eller noget..
Det hjalp dog utroligt meget at hun selv kunne agne og hjælpe ungerne. Så var vi da 2 der kunne gøre det. Emilie fangede dagens mindste ising og den skulle lige hurtigt nusses før den nænsomt blev udsat igen.
Når vi er så mange der fisker og pladsen er lidt trang så opstår der ind i mellem lidt kaos. Liner bliver viklet, sidder fast og alle mulige andre mærkelige ting…
Nå men kaosset blev udredet og jeg tænkte at vi blev nødt til at prøve et andet sted for at få noget mere størrelsen på de flade der. Så vi lagde kursen mod nye horisonter…eller vi lagde kursen mod fjerne kyster….eller altså i hvert fald den fjerneste af de 2 kyster vi lå i mellem. Silas havde overtaget skippers stol og så måtte han jo selv styre os over til det nye spot.
Velankommet til spottet fanger jeg en lille ulk. Selvom vi ikke umiddelbart fisker efter arter, så beholder vi den. Ulken er faktisk en flot fisk.
Der sker absolut intet efter vi har fanget ulken. Strømmen står også helt stille her. Christina begynder igen at udvise tegn på et nært stående mytteri. Det er vigtigt aldrig at vise svaghedstegn i nærheden af hende. Selvom vi ikke fisker arter, siger jeg “Lad os lige se om vi kan nive en torsk eller makrel ved pylonen, så kan vi altid komme tilbage efter de flade hvis strømmen tager til igen”. Som sagt så gjort. Vi drønede op til pylonen og Christina og jeg fisker lidt med makrelforfang og pirk. Emilie havde smidt sig i kabinen og Silas tog en lur i stævnen.
Der sker ikke alverden og efter et par drev og nogle små torsk, er jeg ved at opgive. Christina får pludselig et godt hug på sin stang og jeg tænker at det må være makrel. Det viser sig dog at være 2 sej. Jeg tjekker dem på målebåndet og da de begge er under 40 cm, ryger de tilbage. I samme sekund som jeg slipper den største af dem, tænker jeg “Var der ikke noget med at SSK målebåndet er lidt mere restriktivt end det officielle mindstemål?” Uden at sige noget til Christina, finder jeg regelsættet frem. SSK’s målebånd siger 40 cm for en sej, cuppens mindstemål er 30 cm, ser jeg til min store skræk. Det skal jeg fandme ikke have nævnt, for den ene var i hvert fald over 30 cm. Shit.. Nå men vi tager et par drev mere, men der sker ikke mere. Jeg forslår at vi prøver ved den anden pylon, men Christina vil lige have et drev mere, siger hun. Jeg sukker højlydt og vi driver igen. Pludselig har hun hug igen. Denne gange er det en endnu større sej..omkring de 40 cm. Vi får den ombord og humøret stiger lidt. Christina kigger på mig og siger “var de andre ikke også store nok så?”. “Nej slet slet ikke” svarer jeg. Vi sejler over til den anden pylon og vi prøver begge her. Der sker ikke så meget, men Christina påpeger at hun synes jeg skal pilke mindre aggressivt…liige føle efter.. jeg sukker igen og sænker tempoet. I samme øjeblik hugger noget på min pirk….”Satans også…dårlig timing” tænker jeg. En torsk kommer til overfladen og den er af en ok størrelse i forhold til hvad vi ellers fanger herude for tiden. Den ryger i kassen. Vi har hele tiden haft chance stangen med et flåd og en tobis ude. Der er pludselig hug på den og vi kan lande en lille hornfisk. Nu har vi pludselig 7 arter. “Det var pokkers” tænkte jeg.
“Nu fisker vi jo ikke sådan rigtigt efter arter” sagde jeg. “Men når vi alligevel har fået 7 arter, skal vi så ikke trolle efter den makrel” foreslog jeg. Den var de med på. Vi satte 2 stænger ud med dipsy og små apex. Vi trollede over mod den anden pylon igen og satsede på at få en makrel. Christina satte sig ved den ene stang og tog fat i linen. “Hvad laver du?” spurgte jeg. Hun havde fat i linen og nøkkede lidt i den ind i mellem. “Jeg lokker dem til at hugge” svarede hun… Jeg ryster lidt på hovedet og griner sagte….meget sagte..
Pludselig bukkede hendes stang sammen og knarren på hjulet kom med den dejlige lyd af line der bliver revet af spolen. “Fedt, så var makrellen der” sagde jeg. Mens Christina hjulede ind holdt jeg øje med vandet og stod klar med nettet. Da fisken kom ind på nogle meter, tænkte jeg “Hvad faen er det der….er det en …..nej det kan ikke passe….joooooo” … “Det er en ørred” skreg jeg…. i nettet med den og nu talte vi 8 arter ombord.
Det var tid til at komme i land. Mens vi sejlede ind snakkede vi lidt om det her med arter. Det var jo egentlig gået meget godt i dag og det kunne da være at den sej og havørred gjorde at vi fik lidt gode point i artsrækken. Selvom vi jo ikke fisker efter arter…. hehe. Det er ikke mange ørreder der er indvejet i de 5 år konkurrencen har kørt.
Da vi kom til indvejning blev der lidt snak om vores havørred. Dommerne var lidt i tvivl. På hovedet lignede det en ørred, men de syntes at kroppen og halen lignede en laks. Problemet var at hvis det var en laks, så var den under mindstemålet. Efter lidt snak frem og tilbage endte de med at indveje den som havørred og efterfølgende var der flere der var henne og kigge. Alle sagde enstemmigt at det var en ørred. Heldigvis.
Vi fik aftensmad med de andre i pakhuset og herefter kørte pigerne hjem. De ville sove i deres senge, mens Silas og jeg tog en nat i båden.
Det var en flot sensommer aften.
Søndag morgen var det tidligt op igen. Jeg havde sovet som en sten. Det er fantastisk hvad en dag på vandet gør ved en. Silas havde jeg aftalt med at han bare sov videre i båden. Han havde sin telefon i kabinen og skulle ringe hvis han vågnede. Jeg gik op til morgenmad og skippermøde. Emilie og Christina kom cirka midt i skippermødet og havde hentet Silas undervejs. De fik sig alle lidt morgenmad og så var vi klar til endnu en fantastisk dag på vandet. Det tegnede til at blive lige så godt vejr mæssigt som dagen før.
Planen var at vi ville forsøge at øge vægten på vores flade. Det var trods alt de flade vi gik efter, selvom de 8 arter lå i baghovedet og lunede godt. Vi drønede op til vores spots ved lavbroen og i løbet af formiddagen fik vi da også kæmpet os til lidt flere og større flade, men det var sgu svært. Igen var der næsten ingen strøm. Ungerne hyggede sig dog.
På et tidspunkt blev vi enige om at der var for langt i mellem huggene. Så jeg foreslog at vi forsøgte os med en art mere. Jeg udstyrede familien med sildeforfang og så forsøgte vi os mellem bropillerne efter sild.
Det er mega svært…der er fisk på loddet, men ingen hugger. Christina får en fjæsing…en ny art, men den tæller ikke i konkurrence. Så efter lidt snak om dens pigge og gift, får den lov til at svømme videre.
Vi kommer lidt længere væk fra broen og nu er der faktisk fine sildestimer at lodde. Vi får også alle lidt små sild, men ingen store. Jeg er ved at opgive, men Christina insisterer på et drev mere og denne gang får jeg en fin sild. 10. art er ombord, dog kun 9 konkurrence arter.
Nu begynder jeg så at tænke….hvis vi nu får en makrel….og en hvilling….det burde være muligt…så kunne det jo være….
Så jeg råber “Op med grejerne, nu skal vi fange hvilling”. Vi sejler over til en knold og Christina og underne fisker stadig med sildeforfang. De får alle et par hvilling, men igen, ingen store. Jeg smider et forfang med orm ud og i det samme den rammer bunder er der fisk. Det viser sig at være min til dato største ulk. En rigtig fin fisk på omkring 220 gram.
Ikke en ny art, men en klar forbedring af den fra dagen før. Christina hiver en fin hvilling og jeg foreslår at vi sejler videre i jagten på en makrel. Christina insisterer på et drev mere og efter lidt let fnysen (hun skulle jo helt ikke høre det) så tager vi et drev mere. Christinas stang nøkker og vupti så snupper hun da lige en grå knurhane…..
Nu har vi sådan set fanget 12 arter hvoraf de 11 kan indvejes. Klokken nærmer sig tid til afgang og solen bager fra en skyfri himmel. Vi er alle kogte og bliver enige om at bruge de sidste 10 minutter på en dukkert. Vi har dog stadig en stang ude og Christina mener at hun har fanget konkurrencens største torsk.
Da vi letter anker, er der små 40 minutter til indvejningen lukker. Plotteren siger at det tager 28 minutter til indsejlingen. Så skal vi lige ind ad fjorden, lægge til og op i indvejningen. Shit der er ingen margen overhovedet. Motoren får fulde omdrejninger, trim og flaps bliver justeret og vi rammer 28,9 knob. Alle holder vejret…mon vi når det…. Eller i virkeligheden var det måske kun mig der var lidt nervøs. Heldigvis justerer plotteren ankomsttiden til det bedre lidt ad gangen. Faktisk ender vi med at lægge til kaj med lige omkring 15 minutter til overskud. Vi får vejet ind og kan se på tavlen at vi faktisk ender med at vinde juniorkonkurrencen. Vi ender også på en 8. plads i artsrækken og har faktisk samme antal arter som flere af dem der ligger i toppen, vi har bare ikke størrelsen på. Så altså vi taler om at vi er helt deroppe i præmierækken og blande os med de store…Cille, SåHugDog, Lillevang, Size Matters og alle de andre… eller .. altså Christina…har sørget for… at vi liiige har sneget os ind i præmierækken…
Men altså jeg holder stadig på at det er skipper der finder fiskene og gasterne der så bare skal hive dem ombord!
