Kalenderen siger laksesæson og vejrudsigten bliver konstant tjekket sammen med arbejdskalenderen. Fangstrapporterne bliver tjekket og netværket bliver forhørt. Sker der noget ved Møn? Hvad med Sverige? Hvem har hørt noget? Hvornår starter laksesæsonen for os?…
Min fast gast Per Iversen, herefter kaldet Albert (intern joke om et blink og en Prins Albert og en masse andet hahaha), havde i den grad også laksefeber. For mange år siden købte vi noget skrammel af grej hjem fra Canada, som viste sig at være totalt ubrugeligt, men Per havde åbenbart ikke lært noget eller også var det en handlig i laksefebervildelse, under alle omstændigheder havde han indkøbt nogle nye blink som han var sikker på ville tage laks nærmest allerede inden blinket røg i vandet.
Peter fra Team Dylfi, hvis yndlingsbeskæftigelse det er at genere Team Emilie på upassende vis med kærlige drillerier nærmest i døgndrift, skrev jeg også lidt sammen med om vejret og laks. En torsdag skrev Peter, at jeg skulle tage fri tirsdag d.3 og tage ud og fiske laks. Det blev 3-4 m/s uanset om det så var Møn eller Sverige. Jeg tænkte lige over det……..et par sekunder og så var der taget en fridag. Peter og jeg skrev en del sammen om, hvor vi havde hørt om fangster osv og jeg havde tjekket med Albert, men han kunne ikke få fri. Så enden på det hele blev at Team Emilie og Team Dylfi slog pjalterne sammen og valgte at sætte alle kræfter ind på at få skudt sæsonen i gang med et brag fra en båd. Peter ville gerne teste sin nye planermast og planerboard, så vi valgte at sejle i Dylfi båden. En fin fin Explorer. Nu var det store spørgsmål blot om vi skulle til Simris eller om vi skulle til Ystad. Et spørgsmål vi diskuterede frem og tilbage over weekenden.
Albert kom forbi om søndagen for at vise de nye blink. Han havde julelys i øjnene og de her blink var gudsbenådet laksedræbere i Albert øjne. “Du må vælge et…..ET!!!!…..blink som du kan tage med Kristian” sagde han.
For ikke at skuffe den begejstrede Albert, valgte jeg tøvende et blink fra kassen. Jow jow … det skal nok blive badet, måtte jeg love!
Over weekenden havde flere team været i Simris og fiske. Der var ikke meldt om mange fangster og jeg fik lidt information på jungletrommerne om at Ystad nok havde fisket bedre end Simris. Desuden skulle der være noget plumret vand omkring Simris. Jeg presse lidt på hos Skipper Peter og vi aftalte at det blev Ystad, men at vi kunne ombestemme os på turen derover og fortsætte til Simris hvis vi synes. Grejet blev pakket og alt var klart. Peter havde et krav…gasten stod for madpakker! Så mandag efter job, skyndte jeg mig at knalde et par bacon sandwich sammen og så sendte jeg et billede af et par spegepølse madder til Peter og skrev at hans madpakke var klar.
Vi havde aftalt at mødes i Køge og så køre sammen derfra. Da jeg skulle beregne køretiden havde jeg lige glemt at det ikke var weekend, som når vi normalt er afsted. Så da jeg kom på motorvejen kl. 04:40 blev jeg noget overrasket over alt den trafik der var. Det endte også med at jeg kom 10 minutter for sent til aftalen på parkeringspladsen. Heldigvis ventede Peter gladelig på mit selskab. Vi fik smidt grejet over i hans bil og så var det ellers kurs mod Øresundsbroen. Jeg fik meldinger fra et par fiske kammerater på vej derover. De havde valgt at køre til Simris ligesom flere andre. Vi blev lidt i tvivl om vores valg med Ystad, men blev enige om at holde fast i valget. Et af de andre teams vi snakkede med, var allerede kørt over broen en times tid før os. Der havde været stor kontrol med hunde og massere af toldere. Så vi forberedte os på det værste, men da vi landede ved paskontrollen stod der blot en enlig svensk kontrollør. Vi havde passene klar, men han sagde bare godmorgen og kiggede nærmest lidt væk. Da vi blev holdende og kiggede intenst på ham, sådan virkede det i hvert fald, så udbrød han til sidst på syngende svensk: “Vart skal ni hen?”… Peter svarede ham prompte og med en lille frygt i stemmen “Vi skal til Ystad og fange laks” og så smilede Peter ellers over hele hovedet. Kontrolløren gjorde en grimasse og så kom der ellers et HØJT latterbrøl fra ham…. “Kør kør” hulkede han nærmest. Dybt forvirret kørte vi afsted mens vi sad helt forundret og stirrede lige frem. Vi kunne høre hans latter forstumme sig i det fjerne. Da vi havde kørt 5 minutter i stilhed, sagde jeg forsigtigt “Tror du det var fordi at alle de andre havde sagt at de kørte til Simris og så er vi de eneste der kører til Ystad?” Faktisk blev vi lidt i tvivl igen, men valgte igen at holde fast i Ystad. Og som ordsproget siger…den der ler sidst….ler bedst 🙂
De dygtige og flinke fiskere på SR fishing har for længe siden lavet en guide til Ystad havn. Du kan finde den her. Så den havde jeg lige tjekket op på, så vi vidste lige hvad vi skulle da vi kom frem. Super fedt, tak til SR fishing. Der var 2 andre både der satte i samtidig med os. Vi fik hurtigt båden i og Peter fik parkeret bil og trailer. Så var vi klar til afgang, men et sidste lille besøg skulle gøres. Toilettet i havnen skulle da lige have en hilsen. Da det var klaret og Ystad havn var et lokum mindre, satte vi kursen ud af havnen. Vi valgte at sejle lidt syd-øst over. Der var nogle flere krøller på vandet end lovet, men det gik. Dem af jer der har fulgt med ved godt at vi har drillet hinanden meget Team Emilie og Team Dylfi imellem. Blandt andet så er der “nogen” der engang er kommet til (for sjov) at sige at min Bayliner banker i bølgerne. Det har selvfølgelig intet på sig, men Peter kunne alligevel ikke nære sig. Så da vi løber en små 18 knob igennem bølgerne, siger han “Jaaee kan du mærke hvordan min båd skærer sig igennem bølgerne?” Han når kun lige at sige sætningen færdig, før vi rammer 3 store bølger i træk og hvor båden nærmest bliver delt i tre og vi får klasket nyrerne ned i lårene med en let blodsmag i munden, til følge. Jeg kigger på Peter og han dukker nakken. “Undskyld” siger han.
Vi kommer frem til der hvor vi vil starte og får sat grejet. Modvilligt sætter jeg Alberts blink på. Ja ja .. det skal da have en chance. Modsat Møn, så har vi jo signal her og det varer ikke længe før det vælter ind med beskeder fra Albert. “Jeg holder øje med jer!”
“Hvad har I sat af grej?”
“Er mit blink i vandet?”
“Hvor stærkt sejler i?”
“2,8knob er for hurtigt!”
“Molslinjen nærmer sig – HOLD AFSTAND!”
og mange flere i sammen stil.
Ombord på Team Dylfi er humøret højt og vi spiser lidt morgenmad. Dybden siger 130-135 fod, men der er ikke meget at lodde. Vi sætter kursen mere direkte syd så vi kan komme ud på lidt dybere vand. Nu begynder der at komme liv i vandet. Der kommer fødefisk på loddet flere gange og der er også lidt bananer hist og pist. Igen bliver idyllen brudt af beskeder fra Albert.
“Her er der varmt vandslommer”
“Der er laksen!”
“Er mit blink i vandet?”
Da han fornemmer at han bliver ignoreret så kommer der igen en besked:
“Det andet team er i varmt vandlommen, men nææ nej I vil fiske i koldt vand”.
Efterfulgt af dette billede
Alt imens Albert desperat sidder og trykker send på sine beskeder, så har jeg opdaget at min nederste rig står og laver nogle små nøk med stangen. Det ligner en slæbetorsk der ikke kan trække linen ud af klemmen. Jeg tager fat i stangen og i det sammen bliver linen hevet ud af klemmen og et par fine udløb fjerner enhver tvivl om torsk. Jeg når lige at se på loddet og vi kan faktisk se en banan omkring 90 fod.
Peter rydder den ene side mens jeg fighter laks. Den står tungt og er ikke meget for at flytte sig. Jeg prøver at beherske mig, for det er længe siden jeg har fået laks sidst og ved godt at de altid virker større først på sæsonen end de er, når de er målt og vejet.
Stille og roligt kommer laksen tættere på båden og efter et kvarters tid kan Peter nette en fin fin Østersø laks på omkring 6,5 kg og uden fedt finne. Det var så forløsende. Mit setup virkede og jeg havde fået laks. Den tog et meat rig med sild i 90 fod.
Imens alt dette skete, så tikkede der flere sms ind fra Albert:
“Nå men så bliv der”
“smid mit blink på”,
“10 minutter så er der laks”
“Hvorfor prøver jeg overhovedet at undervise jer”
“Har I kroge på?”
“Tror I skal gå over til plan B”
“Har I en plan B?”
“Tror jeg følger Snehvide i stedet for jer”
Jeg sendte kort efter dette billede til Albert
Så blev der ro fra Albert. Der kom en enkelt besked fra ham hvor der blot stod:
“Flot”
Grejet blev sat igen. Peter kom i tanke om et fif om en bestemt farve blink til brug i koldt vand og straks gik han på jagt i grejkassen.
Blinket blev fundet og sat i overfladen.
Kort efter fik vi pludselig øje på en halvstor båd der nærmede sig meget hurtigt. Først pjattede vi lidt med at det nok var kontrollen. Den sejlede dog langt bag om os, men det gik eddermande stærkt. Der kunne man tale om en båd der skar sig gennem bølgerne. Den virkede fuldstændigt upåvirket af bølgerne selvom den løb med 30-40 knob gennem dem. Helt sort og vi snakkede om at det lignede sådan en smuglerbåd der var på vej i land med nogle “pakker”. Vi grinede lidt, men pludselig siger Peter “Der kommer 3 mere”. Og ganske rigtigt. 3 fuldstændig ens både kom susende med samme fart og i samme retning. Vi kiggede fascineret på de 3 både og knapt var de sejlet forbi, før endnu 5 både dukkede op og fulgte efter de andre. Efter 15 minutter var der sejlet 20-25 helt ens både forbi med 30-40 knob. Vældigt sjovt og lidt spændende at se. Vi blev enige om at det måtte være det svenske militær og overvejede et øjeblik om vi lige skulle tjekke nyhederne for at se om det var Putin der var på vej ind i Sverige.
Da båd showet var overstået var det frokost tid. De lækre sandwich blev fortæret og lidt snack blev indhaleret til dessert. Vi fik lidt meldinger fra Simris, der var taget en undermåler. Vi havde sat kursen lidt vest over igen og pludselig så loddet spændende ud igen.
Men vi sidder og kigger på loddet lyder der pludselig en rumlen oppe fra taget og en knarre vræler. Der er sgu laks igen! Denne gang er det netop blinket som Peter havde valgt til det kolde vand, som laksen har taget. Wuup wuup så røg humøret lige en takt op igen.
Jeg får ryddet noget grej, men Peter’s fisk har været ovre og fået fat i downriggeren og dipsy’en i min side. Vi prøver at kludre det ud, men må opgive. Dipsy’en bliver sat med løs line og så fighter Peter sin laks videre. Efter 18 minutter kan jeg nette en fin 7,5 kg laks også uden fedt finne.
Nu skal der lige sendes billeder til Albert igen. Men der er blevet underligt tavst i den anden ende. Mon han sidder i badekarret og leger med sine blink?
Efter et par jubelråb og et par high-fives sætter vi grejet igen.
Jeg er ikke blevet helt gode venner med det der løftesystem på Scotty downriggerne og får løftet loddet op og svinger det ind. Det hamrer ind i båden…eller rettere….ind i båden med min finger i mellem. “AV for helvede” hvisler jeg ud mellem tænderne og håber at Peter ikke har set det. Det har han heldigvis ikke, men for pokker hvor det dunker i fingeren.
Vi er blevet enige om at trolle tilbage mod havnen. Vi snakkede om hvor fedt det var når 2 erfarne kaptajner kunne vise hvordan det skal gøres. Vi fangede en laks i hver side med hvert vores setup. Vi blev enige om at sende Albert en besked med følgende ordlyd:
“Det går så godt med os, at vi har besluttet at sælge vores både og købe en fælles. Så du må lige se om du kan få hyre på en anden båd”. Der kom aldrig noget svar.
Efter en times tid mere blev vi enige om at rigge af og sætte kursen mod Ystad. Velankommet i havnen blev båden trukket op. Mens Peter riggede båden af, tog jeg mig af laksene. De blev fileteret og affaldet blev taget med, da der ikke er renseplads i havnen. Til slut ville jeg lige hjælpe med det sidste på båden og satte lygtebommen på traileren. På denne model var der nogle sikkerhedssplitter med en bøjlelås. Jeg fik lige udløst den ene bøjle og den klappede sammen direkte ned over PRÆCIS den samme finger som kom i klemme ved loddet. Der var et kort øjeblik sol, måne og stjerner for mine øjne. For satan det gjorde nas… Nå men efter et par eder fik jeg bommen på og vi var klar til at køre hjem.
På vej hjem skrev jeg til Albert:
“Kan du ikke komme og hente dit blink i aften? Jeg er ikke meget for at have det liggende”
“Måske kan du få pengene retur?”
“Ellers fjern krogen og brug det som oplukker?”
Ingen svar….
Da vi har kørt en halv times tid og vi lige kommer ud på et stykke med dobbelt sporet vej, slår Peter pludselig et kæmpe sving ud i 2. vognbane og i mørket når jeg lige at se en harveret bil uden lys eller katastrofeblink og en person der står og vifter med en mobiltelefon. Peter nåede kun at se at der var noget galt, fordi den forankørende havde lavet et pludseligt vognbane skifte. Pyha..det kan hurtigt gå galt.
Så er laksesæsonen for vores vedkommende skudt i gang. Fedt med en laks hver på første tur.
Skulle I have lyst til at få kontakt til vores laksekonsulent Albert, hvis nye motto er “find varmt vandslommerne og sejl udenom” så kontakt undertegnede.
Og til sidst lige et Haiku digt lavet til turen, af en kollega på jobbet. Man skal nok tænke lidt beskidt hehe.
Haiku
#FiskeMeToo
Fisken gisper stumt;
Skippers fingre finder vej.
Havet er vidne.
