Allerførst et dementi. For her på Team Emilie er vi ikke for fine til at indrømme, når vi har taget fejl. I min sidste film “Med hvarkongen på tur”, får jeg sagt at hvarkongen Peter kun har fanget 3 hvar i sit liv. Det ramte den stolte hvarkonge hårdt og han har været meget ked af den udtalelse. Fair skal være fair og jeg skulle selvfølgelig have sagt at: “Hvarkongen har kun fanget 3 PIGhvar i sit liv”. Han har nemlig fanget et par slethvar også. Så er den vist ude af verden.
Nå men videre med det vigtige, nemlig en beretning fra lørdagens fisketur på Øresund. Fredag morgen opdagede jeg at lørdagen faktisk var fri i vores kalender. Jeg ville rigtig gerne have en sidste tur på Øresund efter lidt flade eller torsk og skyndte mig at tjekke vejret. Det så fint ud lørdag, men endnu bedre søndag. Søndag var dog ikke en option, så jeg tog straks fat i Per for at høre om han skulle med. Jeg ved ikke helt hvad der stikker Per for tiden, men han er blevet lad og gider kun at ligge på sofaen og pille sig i navlen.
Jeg tænkte lidt på hvarkongen og mente at han som en rigtig mand måtte være kommet sig over det kærlige drilleri. Jeg gav ham et kald og han var frisk på en Øresundtur med lidt flade fiskeri og måske lidt efter torsk også. Båden blev hentet og gjort klar og planen var lagt. Vi skulle mødes kl. 08 i Rungsted havn og så ville vi starte dagen ud med flade. Sander (hvarkongen) sørgede for orm og jeg havde nogle tobiser og lidt sild med.
Lørdag morgen kl. 06.20 satte jeg kursen mod Rungsted med båden bagpå. Fartpiloten på og musik i radioen. Omkring Karlslunde blev jeg overhalet af en bil der dyttede og en passager der vinkede. Det viste sig efterfølgende at være Kenneth fra Team Delfi, der havde spottet mig på motorvejen. Vel fremme ved Rungsted holdt jeg i et kryds og kunne kigge direkte ud på Øresund. Det så fint ud om end der var lidt tåget.
Trafikken havde været slem af sådan en tidlig kold Corona lørdag morgen, så jeg var lidt forsinket. Da jeg drejede ind på rampepladsen kunne jeg se Sander stå i fuld fiskemundering og filme mig. Med det samme vidste jeg hvad dagen ville komme til at stå på. Han var udelukkende dukket op for at kunne samle video materiale ind til en hævn video…. suk … hvor barnlig har man lov til at være 🙂
Nå men der var et par stykker der satte i samtidig med os og mens jeg kørte op for at parkere, gjorde Sander klar i båden. På sidste tur havde jeg glemt en trøje i hans båd Dylfi og den fik jeg nu retur. Som straf for hvarkonge-filmen, havde Sander brugt hele fredag aften på at lære at sy sting via youtube og første hævn var dette syn bag på min trøje:
Jeg håber inderligt at han får syet en masse andre ting til fruen derhjemme og resten af familien, ellers er de evner da gået tabt 🙂
Nå, men jeg havde heldigvis varmt tøj med, så det blev ikke nødvendigt at tage trøjen på. Vi tøffede ud af havnen og satte kursen mod Ven. Sander havde et spot ved en rød bøje som han gerne ville prøve. Jeg kiggede på kortet, men kunne ikke se nogle røde bøjer i det område vi nærmede os. Der var lidt tåget og jeg tændte for radaren dels som sikkerhed, men også for at se om den slog en bøje som vi ikke kunne se på kortet. Radaren slog et par garnbøjer, som vi sejlede imod, men ellers var der ingen bøjer. Til sidst valgte vi bare at dyppe lidt orm og se om der skulle være nogle fisk. Vi drev omkring 0,5-0,8 knob og der var faktisk lidt flere bølger end vejrudsigten havde spået. Efter et par drev uden at mærke noget som helst, havde vi nærmet os disken. Vi blev enige om at hive op og suse det sidste stykke op til disken og drive her. Vi drev nord på, så vi lagde os på den sydlige del af disken og kunne dermed affiske hele disken. Her drev vi dog lidt hurtigere. Mellem 0,7 – 1,2 knob. Vi dyppede igen nogle orm og jeg holdt lidt bak med motoren ind i mellem. Mens jeg som en anden turskipper står for at finde fisken, ligge båden korrekt, sørge for at holde lidt bak så farten er korrekt og samtidig underholde og opvarte min gast, så lader jeg selvfølgelig gasten tage første fisk. Sander får en fin rødspætte. Vi driver videre og lidt efter få Sander så en skrubbe og senere en ising. Skipper gør et kæmpe arbejde med at holde farten og Sander nyder godt af disse evner.
Nu er vi drevet helt op til toppen af disken og er ikke langt fra en spot der holder både hvar og knurhaner. Vi bliver enige om at drøne derop og bade lidt tobis. Der ligger i forvejen et par både her og driver. Vi smider et par tackler med tobis ned og her går det stærkt. Nu driver vi næsten 2 knob og jeg gør det bedste jeg kan for at holde båden, så Sander får det optimale fiskeri. Det lønner sig og Sander får et godt hug, som vi i første omgang tror er hans 4. PIGhvar nogensinde. Det viser sig dog at være en fin skrubbe på 710 gram, der har slugt tobisen helt.
Vi tager et par drev mere og nu får Sander igen et hug der minder lidt om noget småt torsk/makrel. Det viser sig dog at være en fin knurhane på 210 gram. Sander er af den overbevisning at det er en Rød Knurhane (det troede jeg faktisk også), men det viser sig at de grå knurhaner også kan være meget røde, men at den blå streg på finnerne, er det afgørende bevis. Og den manglede. Så en fin grå knurhave.
Det er et stort arbejde skipperen udfører på sådan et svært fiskeri, så det gælder om at lade gasterne få en god oplevelse. Nu har min gast fået de 3 flade og en knurhane. Flot gået af skipper 🙂 Sander fanger en lille hvilling og jeg snupper en lille ising.
Tiden gik og jeg ville også gerne lige trolle lidt efter torsk/ørred på Louis flak. Vi blev enige om at stoppe og sejle ned til flakket. Sander vil dog gerne forsøge at pilke lidt efter dem først på den svenske side. Jeg indvilliger modvilligt og vi sejler over til den dybe side og jeg finder hurtigt en lille bule, sænker pirken ned og haps en pæn stegetorsk bider på. Sander fanger ingenting. Jeg sender endnu engang pirken med sildeforfang ned i dybet. Haps en lille sild bliver det også til. Sander fanger stadig ikke noget. Vi sejler ned mod Ven igen hvor Sander gerne lige vil forsøge at pilke et sted inden vi skal trolle over mit spot på Louis flak. Bølgerne har rest sig noget mere nu og vi kæmper os sydover. På Sanders spot sejler vi lidt rundt og leder efter en bule. Det er svært at finde noget og vi prøver et par steder dog uden held. Til sidst drøner vi det sidste stykke over til Louis flak. Vi sætter hver en dipsy diver og en enkelt wobler. Der går ikke længe før jeg snupper en lille ørred på en grøn Apex.
Nu var mørket ved at falde på og vi bliver enige om at sejle i havn. Så i alt 8 arter på en svær dag. Sild, rødspætte, knurhane, ising, ørred, torsk, skrubbe og hvilling.
Vi får hevet båden op og inden vi kører, kommer 2 gutter lige forbi og hilser på. De har ligget ude på Louis flak og fisket flade og torsk. Jeg er sikker på at Sander vil berette stort og bredt om at han fangede masser af fisk og at jeg ingen fangede, men jeg mener at når først en art er fanget, så skal efterfølgende fisk af samme art ikke tælles med! Det er simpelthen falsk at tælle dem med! Så jeg har ikke tabt denne fisketur, Sander tæller fisk der slet ikke skal tælles med!! 🙂
Nu må vi afvente og se hvilken hævn i form af “fake news” som Team Dylfi kommer med hehe…
I dag, søndag, ved jeg at Per O med Team Rejen, har været på Øresund. De havde noget bedre vejr end vi havde, men fiskeriet var stadig svært . De ender dog med at fange 2 ørreder og 6 torsk. Godt gået.