Det var ikke blevet bedre med laksefeberen efter sidste tur. Så da vejret endnu engang artede sig til en tur, var planen klar. Næsten da…. for Per ville gerne meget meget tidligt afsted. Gerne ved 1-2 tiden om natten, så vi kunne være de allerførste på pladserne. Jeg var meget skeptisk og værner meget om min nattesøvn. Jeg prøvede at forklare Per, at det jo var nemt nok for ham at sige, han skulle jo bare sove i bilen, mens jeg kørte. Per sad bare med et stort smil og nikkede imens. Tsk tsk…. den gast altså…
Nå, men jo nærmere vi kom på dagen og afgang, jo mere fik Per tænkt over hvad han havde sat gang i. Dagen før ringede han og sagde: Vi kan også bare køre til almindelig tid. NÆ NEJ, sagde jeg, da jeg godt kunne fornemme, at det nu var ham der var lidt presset. Vi endt med en kompromis og aftalte af mødes kl. 03 hos mig.
Både Team Dylfi, Team Molly, Team Nygaard, Team Sonne og Team Horne fra klubben havde meldt deres ankomst. Dog var der ingen der ville med afsted så tidligt. Så vi tøffede alene afsted, mod de fjerne kyster, med båden på slæb. Jeg havde løjer med til Dylfi og havde aftalt, at jeg ville lægge dem bag fordækket på bilen. Så kunne han få dem, selvom vi var smuttet ud.
Vi havde ikke kørt mere end et par minutter, da jeg hørte Per rumstere, i mørket, i bilen. “Hvad faen laver du”, sagde jeg. Der lød et klik og lyset fra en lommelygte skar igennem mørket. Per sad med lommelygten i munden og med det skumleste blik i øjnene, mens han fiskede efter gule karameller i en kæmpe bøtte, han på en eller anden måde havde sneget med.
Efter et kvarters gumleri, blev der endelig stille igen. Men stilheden varede ikke længe. Igen lød der knitren og rumsteren derovre fra passagersædet. Hvad nu tænkte jeg og rømmede mig og sagde: HVAD NU?.
“Ik noget” siger Per. “Jeg har bare købt lidt wobler jeg skal bruge i dag”. Jeg sukkede højlydt.
Jeg brokkede mig lidt over woblerne, men undrede mig også over hvor stille Per pludselig blev. Han pakkede posen sammen efter at have åbnet woblerpakken. Uden et ord smed han posen om på bagsædet og stirrede bare ud i mørket. Jeg tænkte ikke mere over det, men det skulle vise sig at jeg fandt svaret senere på dagen. Mere om det senere. Kort efter lød der snorken fra mørket, mens skipper fandt vej i mørket.
Vel fremme ved Klintholm havn , cirka kl. 05, kunne vi konstatere at vi ikke var de eneste der skulle ud. Der holdt en hel del både ved de “nye” ramper og vi måtte zig-zagge os udenom dem, der holdt på vejen, for at komme ned til det gamle slæbested. Der plejer ikke at være run på dernede. Meeen denne morgen var der kø helt op til toiletbygningen.
“Det her kunne vi have undgået”, fnøs Per. “Meen næ nej, skipper ville sove!” Jeg sukkede igen højt og gik ud for at gøre klar, tage remme af osv. Køen rykkede løbende og der kom flere til bag ved os. Der var huller ind i mellem, til parkering hernede, så jeg håbede bare at vi kunne finde en plads. Imens sad Per bare med sin bøtte på skødet og guffede gule karameller.
Det blev vores tur til at smide i og det forløb smertefrit. Vi havde aftalt at Per skulle køre bilen op, mens jeg sejlede over til broen. Så skulle jeg nok komme op og parkere. Som sagt, så gjort.
Løjerne blev lagt bag forhjulet og et billede blev sendt til Peter.
Så var der afgang og vi tøffede langsomt ud af havnen. Så vidt jeg har forstået, skal molen flyttes. I den forbindelse er de ved at bygge nyt havneindløb. Der stod en række gule bøjer ude i vandet, for at afmærke hvor molen skulle være, så man ikke begyndte af sejle ud den vej. Vi havde en fin kurs ud af havneudløbet og vi kigger begge bagud på den flotte solopgang. Jeg vender mig om og når lige at se toppen af en gul bøje forsvinde ud af mit synsfelt ved siden af båden. Jeg når at lave undvigemanøvre og råber til Per, “hvor helvede kom den fra”. Det viser sig, at der kun stikker 20-25 cm af bøjen op ad vandet. Jeg ved ikke om den bliver trukket ned af strømmen, men det virker meget underligt. Heldigvis rammer vi den ikke.
Kursen er sat og denne gang sejler vi lidt længere end vi plejer. Vi har luret hvor de gode fangster har været de sidste par gange, men det er jo ikke sikkert at det passer i dag. Det satser vi dog på og drøner derud af.
Det er super flot vejr og vi får sat grejerne. Der er en del både i området. Efter at have trollet rundt en times tid, kan vi konstatere at der er skidt i vandet. Men mest i overfladen. De gange vi tjekker grej er der kun skidt på dem i overfladen. Vi sætter lidt ekstra bly på overflade agnene for at få dem lidt længere ned, så vi kan undgå skidtet og det virker.
Der er så klart vejr at vi kan se helt ind til klinten og vi kan faktisk se røgskyen fra Sanders gamle BMW der kæmpe med at komme op ad rampen med tom trailer.
På et tidspunkt da jeg tjekker grej er der sørme en hornfisk på. Den er taget i overfladen på planerboardet. Det er sådan set fint nok, da vi skal bruge den i storfangerkonkurrencen i vores klub. Den bliver hurtigt målt og vejet og så udsat igen.
Efter få minutter har Per også fået hornfisk og vi har nu begge en til storfangeren i klubben. Vi krydser fingre for at det er de eneste hornfisk vi fanger og det holder stik. Perfekt!
Klokken nærmer sig 8.40… jeg er ved at tale med Peter over VHF’en. De er ved at sætte grej. Pludselig lyder der en knarre… jeg nærmest råber til Peter i radioen, at vi har fisk og at jeg må løbe. Der er godt udløb og laksen har taget et lille Rhino blink fisket på planerboardet med lidt blybelastning foran.
Den tager nogle gode udløb og vi tror først den er kæmpe stor. Det er Pers side, så det er Per der fighter fisk. Da han får lidt line ind, kan han godt mærke at det ikke er verdens største fisk alligevel. Jeg rydder lidt grej og efter en fin lille fight, lander vi en 5kgs laks.
Vi er lykkelige…. dagen er reddet. Vi hører nu jævnligt om fangster på radioen. Vi får sat grejet igen og får meldt fangsten til Dylfi. Vi snakker lidt grej og Per får lige nævnt, om jeg har lagt mærke til at laksen er fanget i hans side. Jeg mumler lidt og Per går i kahytten for at rode lidt i sin pose igen. Jeg kommer i tanke om woblerne og spørger om jeg ikke må se dem. Nu finder jeg ud af hvorfor Per blev så stille i bilen tidligere og hvorfor man skal være meget opmærksom på hvad man bestiller på wish. Wobleren er på størrelse med en fingernegl.
Efter at have rullet rundt i båden af grin i små 10 minutter og have gnækket i yderligere 20 minutter, så nærmer klokken sig nu 9.45. På skærmen glider den eneste stime fødefisk vi har set i dag, ind over skærmen. Jeg siger til Per. “Nu skal du se hvordan man laver et spin-stop”. Jeg trykker trollingkontrollen fra, på min Smartcraft instrument og motoren går ned til tomgang….få sekunder efter trykker jeg trollingkontrollen til igen og motoren brummer og ryger op på de cirka 1100 rpm igen. Per kigger og siger “Det er smart. Vis mig lige hvordan du gjorde, så jeg også kan finde ud af det”. Jeg trykker ind i trollingkontrollen igen. Trykker trollingkontrol OFF, venter et par få sekunder og trykker så ON igen. Per siger “ok” og i samme sekund, nærmest synkront, så går de 2 øverste stænger på hver downrigger. Per råber “der er dobbelthug….. der er dobbelthug…..”. Vi render ud på dækket og kigger vandtro på hinanden, mens vi griner febrilsk. I det samme går dipsy divereren i min side. “Trippel hug….trippel hug” råber Per. Vi griner og klapper hinanden på skuldrene og står lidt forvirret. Så begynder vi at rydde grej, mens Per siger “Jamen hvor mange har vi?”. Jeg siger “Jamen 3, det er jo trippel hug”…
Vi får ryddet grejet og jeg begynder at fighte den første laks. Jeg minder lige Per om, at de 2 laks har hugget i min side og den ene i hans side. Så der står altså 2-2 med hensyn til hug-sider!
Den laks jeg har på, har en fin vægt kan jeg mærke. Da den kommer tæt på båden kan vi se haleroret. Der er filtret noget grej sammen og jeg kan se både et blink, en dodger, et waterwolf kamera og den stive.
Forsigtigt får vi nettet laksen og en fin 7,8 kgs laks ligger nu på dækket, som huggede på en brun “Den stive” med en lille dodger foran.
Per tager nr. 2 laks og siger med det samme at det er en mindre laks igen. Efter en kort med god fight, lander han endnu en laks på 5kg der snuppede en blå Raptor fra Wolner Fishing.
Den sidste laks var så min. Den havde ventet tålmodigt, dog med et par korte udløb. Den var taget på dipsy og virkede først til at være igen en tung fisk, men det viste sig at den ikke havde udløst dipsy diveren. Så da den først var fri af vandet, var jeg klar over at laksen var en mindre en. Den havde snuppet et gammelt Topcat blink med afskallet rød og gul farve. Det blink har før præsteret at overliste både laks og havørred.
Hold nu op mand hvor var det dejligt at opleve et trippelhug igen. Det er næsten 10 år siden det sidste trippelhug og vi fik også alle 3 laks. Fantastisk. Nu var der 4 laks i kassen og vi var lykkelige.
Vi fortalte Dylfi om fighten på VHF radioen og vi fortalte om spin-stoppet osv. Efter den omgang laksefight blev Per træt og måtte en tur i kahytten. Jeg tænkte at jeg ville være flink og hjælpe ham med et nyt Tinder profil billede, så værsgo Per:
Da klokken nærmede sig middag, hev vi grillen frem. Et par pøller blev ristet og noget brød varmet. Mens vi spiste, kom vi til at tale om hvor få laks Dr. Dylfi egentlig havde fanget og mens vi stod og gnækkede over det, så lød det pludselig på VHF radioen: “Så kom Dylfi på tavlen med en lille laks”. Ej hvor var det irriterende, at vi ikke kunne lave lidt sjov, uden at han skulle ødelægge det med en laks 🙂
På et tidspunkt skrattede radioen igen. Det var et andet bådteam der ville vide hvem det var der havde fortalt om spinstop. Vi måtte jo melde os på banen og han ville bare takke for tippet. Han havde også udført et spinstop kort efter at have hørt om det på radioen og det havde udløst et hug på planerboardet.
Nå men dejlig at begge både havde fået laks. Team Molly havde også fået laks, Team Horne fik laks, men Team Sonne og Team Nygaard måtte desværre sejle hjem uden laks. Da maverne var mætte og humøret højt, så valgte vi at satse hele baduljen og sætte dronen i vejret. Det fik vi nogle mega fede videoklip af og de kommer selvfølgelig med i videoen, når den engang udkommer. Dog skal jeg lige lære at indstille min “exposure” korrekt i fremtidige drone film.
Når man ser dronevideoen bliver man godt nok opmærksom på hvor små vi er i vores både, på det store hav. Det var nu blevet helt suverænt vejr og vi nødt det til fulde.
Dylfi meldte at de ville sejle ind. Peter havde noget ting med til mig og ville bare smide dem under hjulet, ligesom jeg havde lagt løjer til ham. Det var fint og vi takkede af for i dag og sendte dem afsted med et “God tur hjem” råb. Vi fortsatte en hel del timer endnu og vi nærmede os nu kl. 18. Vi aftale at kl. 18 ville vi hive klumperne og pakke sammen. Vi havde intet mærket overhovedet siden trippelhugget. Folk begyndte nu at spørge til hvad klokken reelt var, på VHF radioen. Det viste sig at plotterne er indstillet til at skifte tidszone efter satellit og åbenbart stod mange til vintertid inklusiv min. Så klokken var faktisk en time mere end vi regnede med. Vi blev enige om at begynde og pakke sammen med det samme. Da alt grejet var inde og vi skulle hive planerboardene ind, kunne vi godt fornemme de havde samlet en masse skidt op. Hold op de var tunge at trække ind. Da Pers planerboard kom helt ind til båden, kiggede han måbende ned i vandet. Der svømmede sgu en skrubbe, under tangen, der hang på boardet. Da planerboardet kom tæt på båden, gled skrubben langsomt ned mod bunden. Hvad pokker laver en skrubbe i overfladen over 140 fod vand?
En forrygende dag lakkede mod ende og vi kom i havn som nogle af de sidste. Et forsøg på en perfekt landing på rampen, endte i et lidt skævt bump ind i broen….nå pyt…det var jo også bare havblik. Båden kom på trailer og da jeg stod og spændte de sidste stropper på, slog det mig at Sander jo havde smidt noget under forhjulet til mig. Jeg løb op hvor bilen havde været parkeret og godt trykket ned i græsset, efter at være kørt over af både bil og trailer, fandt jeg pakken. Heldigvis var det nogle skruer og nogle skumholdere, så de havde ikke taget skade 🙂
På vej hjem var der pitstop ved MacDonalds ved motorvejstilkørslen . Per kom ud med 2 menuer og 2 is med karamel. Jeg kiggede på ham og sagde: “Hvem er de is til?”. “De er da til os” sagde Per. Jeg gryntede lidt og sagde “Jeg kan ikke fordrage karamel og du ved, at du skal spørge, inden du køber noget til kræsne mig!”. Per kiggede vantro på mig…lidt efter sagde han: “Hvad hvis jeg slikker det værste karamel væk?”. Jeg overvejede det et splitsekund, men tog mig sammen og sagde: “Nej tak”.
Da vi nåede Bårse snorkede Per igen, mens der løb lidt karamel ned af hans ene mundvig…..
