Efter klubmesterskabet hvor min motor gik i stykker, hang både Peter og jeg med hovederne. Vi ville gerne have haft aften og natfiskeriet med. Nu var motoren fikset (det kommer der mere om i næste indlæg) og en stille aften ventede forude, så vi blev enige om at tage et smut på Storebælt som revanche. Måske ikke hele natten, for jeg har stadig ikke ferie. Så en tur fra cirka 19 til 01 stykker.
Planen var klar. Makrellerne skulle have et skud fra start. Herefter ville vi kastefiske eller dørge lidt efter en ørred og til slut ville vi kigge efter sej og torsk i lyset fra pylonerne.
Kl. 19 mødtes jeg med Peter i Korsør lystbådehavn. Båden blev sat i og kursen blev sat i fladt vandt med en motor der spandt som en mis.
Chummeren blev rigget til og den første sild kørt igennem. Det varede ikke længe før de første makreller indfandt sig.
Men det er jo også klart. Vi chummer jo med luksus spise.
Hehe…. nej det var bare for syns skyld. Jeg havde nogle frosne lakseskrog med, som jeg ikke ville smide i skraldespanden. De røg med ud som bund-chum 🙂
Der er smæk på sådan en makrel, når først de hugger
Det er simpelthen det sjoveste fiskeri, specielt på en blød UL stang der flekser totalt sammen.
I starten kom makrellerne meget sporadisk, men efterhånden blev stimerne større og større og vi fangede både på makrelforfang, flåd og krog uden flåd. Det var super underholdende. Der var flest mindre makreller, men der var også nogle fine makreller over 500gram. Det var fantastisk at se stimerne på Panoptix ekkoloddet.
Og til sammenligning på traditionelt chirp ekkolod
På et tidspunkt sejlede Smutten hen og hilste på. Skipper Anders er også medlem af Storebælt Småbådsklub, hvor vi kender hinanden fra. De ankrede op ved siden af os og ville være lidt med i chummeriet. Desværre var strømmen lige vendt og det ødelagde fiskeriet helt, samtidig var vi så småt begyndt at ordne de fisk vi havde fanget og begyndt at rigge om.
Vi endte på 40-50 makreller hvor vi beholdt en 8-10 stykker hver til rygeovnen. Da chummeren var tom, dørgede vi ind over revet. Solen var gået ned og Peter rystede på hovedet og sagde at det var alt for sent til at dørge. Der kom meget negativitet fra ham. Noget med: Jeg har ikke pakket til at dørge, vi skulle kastefiske, jeg kan ikke sejle denne båd. Og meget mere 🙂 Pludseligt vrælede det fra den ene af mine stænger. Et godt udløb og fast fisk. Det var en pæn makrel og den blev fightet ind til båden. Peter skulle nette den, men jeg ved ikke om det var for at bevise, at man ikke kunne dørge på dette tidspunkt eller hvad det var, men fakta var at krog og makrel kom til at hænge på ydersiden af nettet og efter få sekunder rystede makrellen sig fri og svømmede videre ud i Storebælt. Det var selvfølgelig dagens største makrel der forsvandt der! 🙂
Efter fadæsen med nettet, forstummede kommentarerne lidt fra Peter. Vi hev grejet ind og tøffede mod pylonen. Smutten tog med og vi søgte lidt rundt med ekkolod og forsøgte os nogle steder. Jeg fiskede med jig og gummidyr. Sort/rød og fik hurtigt fisk.
Det blev til et par ok torsk hist og pist, med største på 2,77kg til skipper.
Efter en hurtig måling og et billede fik torsken sin frihed igen. Smutten takkede af for i nat og vi sendte dem godt afsted.
Vi havde håbet på at finde nogle sej stimer, men ledte efter dem forgæves. På et tidspunkt tog vi den rundt om ankerblokken og forstyrrede alle mågerne, der havde samlet sig der. Det må have været samlingsstedet for samtlige måger i Storebælt. Hold op der var mange og de blev sure. De skreg højlydt af os. Da vi lå der og min dækslampe oplyste noget af vandet, kunne vi se en masse små dyr fise rundt i vandet. Der var mange og ekkoloddet viste også fnuller i næsten hele vandsøjlen. Det lignede meget små børsteorme, men de kunne svømmede meget stærkt. Jeg dyppede nettet engang og kunne hive en med op, så vi kunne se nærmere på den.
Ja klogere blev vi ikke på det, men det ligner godt nok en lille børsteorm.
Nu var klokken blevet cirka 01 og vi valgte at sige tak for i aften/nat og sejle i havn,
Tak for en hyggelig tur Sander, Smutten og Storebælt.
Godnat og sov godt!