105 makreller og 15 pighvar…

…var drømmen da vi stævnede ud søndag morgen fra Korsør lystbådehavn. Sidste dag inden arbejdet kaldte igen efter ferien. Vejret var suverænt. Sol og ingen vind. Båden var fyldt med 20-30kg silde rubby dubby og planen var klar. Makreller skulle lokkes til i kæmpe stimer og vi skulle hive dem ombord i så store mængder at vandlinjen ville synke flere meter i havnen. Vi havde stænger med flåd og sildefileter klar, frossen rubby dubbe og optøet rubby dubby, sildeforfang og kastegrej klar. Den halve dag skulle bruges på makreller og den sidste halvdel på pighvar. Her var vi knapt så forberedt, men et forsøgt skulle det alligevel have.

1

Inden afgang snakkede Per lige med besætningen fra en anden båd. De skulle udelukkende fiske efter Pighvar. Spændende.

Vi nåede bestemmelsesstedet og ankeret røg ned. 5 kg frossen rubby røg ud i et net. Hvert 5. minut røg der også lidt optøet rubby ud. Der blev sat 3 stænger med flåd og sildestykker. Per kastefiskede lidt og jeg smed et sildeforfang ud også. Så ventede vi ellers i solskinsvejret og fik ædt lidt morgenbrød.

2

Der blev ringet lidt til Team lille my og Team blik for at høre hvad de skulle. Efter en times tid ringede Team Thiller og skulle høre hvad vi lavede. Jesper var på vej med redningsbåden fra sin nye store båd. Så han ville kigge forbi i sin Orka lidt senere.
Rubby duddu’en blev rystet jævnligt samt de friske blev smidt ud i doser. Vi fangede et par hornfisk, men mere blev det ikke til. Per havde også skiftet til sildeforfang på kastestangen og havde pludselig et hug….eller hug og hug….det viste sig at det var en tobis der var kroget på sildeforfanget. Den blev brugt som madding. Kort efter fangede jeg også 2 små tobis på sildeforfang og de røg i “dammen”. Pludselig var der hug på den ene stang…..bremsen hvinede og det var tydeligt at det var en makrel. Jeg rullede lidt ind og overlod stangen til Per for at filme lidt under vandet. Makrellen blev landet, en fin en lige under kiloet, og nu var vi sikre på at makrel mekkaet startede. Ud med lidt mere rubby dubby og klar ved stængerne……men intet skete. Den næste halve time stod vi på spring men der skete intet.

3

Jesper i båden Thiller kiggede forbi og lavede lidt show off til ære for kameraet (ikke ham på billedet, se filmen der kommer senere). Vi fik snakket lidt og han valgte at sejle sydover i jagten på pighvar.

Nu fik jeg igen bid og endnu en flot stor makrel blev landet. På 4 timer med 30 kg rubby dubby lykkedes det os kun at lokke 3 makrel, 2 hornfisk og 3 tobis til. Noget skuffende må man sige.

4

Dem Per havde talt med på rampen havde ligget og drevet frem og tilbage ved siden af os fra morgenstunden. Cirka 30 minutter før vi løb tør for rubby var de sejlet væk. Vi blev enige om at pakke makrel grejet væk og flytte os til det sted hvor vi ville prøve pighvar fiskeriet. Da vi ankom til destinationen lå den samme båd nu her og fiskede. Der lå i øvrigt andre både også. Grejet blev sat og jeg brugte en af de levende tobiser fra dammen. Så var det bare at vente.

5

Vi smed begge også et par stænger ud med rejer. Per fangede skrubber og en del pæne rødspætter. Dem har vi heller ikke taget mange af. Desuden fik han også en pæn Ising.

8

Pludselig var der liv på min pighvar stang. Det føltes lidt underligt, men der var bestemt noget for enden af linen. Jeg skulle lige have kameraet på til forevigelse og Per fik for en kort stund stangen. Han brokkede sig lidt og mindede mig om at jeg mistede en god pighvar ved Langeland fordi jeg skulle have kameraet igang hehe. Men filmes skulle det sgu. Jeg fik kameraet på og stangen tilbage. Kort efter kunne Per håndlande en fin mindre pighvar til mig.

6

Det var personlig rekord og bådrekord. Dog ikke en af de vilde, men det er det hehe.

Vi havde ikke tid til så meget mere og efter en skrubbe mere pakkede vi sammen.

7

Da vi kom til havnen var der en del trafik og en del både der skulle op. Vi kunne ikke bruge det midterste hul hvor der ellers normalt godt kan være 2 både ved siden at hinanden. En sejler havde valgt at lade sin kone og datter holde båden mens han gik efter bil. De holdt så båden i tovet i snuden helt ud for enden at broen hvilket betød at båden lå på tværs og spærrede hele hullet. På den anden side lå også en båd så vi lagde til på den venstre side. Thiller var på vej ind samtidig og jeg gik over og spurgte om ikke jeg lige skulle vende deres båd så der kunne være flere på rampen. Det fik vi gjort på få sekunder og nu var der plads til alle.

Efter at have hevet båden op og gjort klar kom besætningen og båden fra om morgenen ind. Altså dem der ville forsøge sig med pighvar. Per kunne ikke styre sin nysgerrighed og måtte lige over og høre dem ad. Omkring 20 stk. havde været oppe og vende var svaret…….bleg og rystet kom Per tilbage og fortalte om det. Fordelen er at nu ved vi hvor det kan lade sig gøre at fange dem. Så næste gang bliver en ren pighvar tur!

Artslisten er dog stadig imponerende: Makrel, hornfisk, tobis, skrubbe, ising, rødspætte, pighvar og krabbe 🙂

9

3 Comments on “105 makreller og 15 pighvar…”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.