Team Emilie udvikler tang-allergi i Øresund

Der var begyndt at være meget røre omkring Møn og laksefiskeriet. Der havde været nogle afsted, men der var ikke meldt om store fangster. Team Dylfi havde meldt at de ville tage en tur efter laks lørdag. Jeg lurede meget på de få rapporter der havde været og på vejret. Jeg synes ikke rigtigt at det lå til højrebenet for en laksetur om end jeg SÅ GERNE ville afsted.

Jeg valgte i stedet at tage en tur i Øresund søndag. Der havde været nogle gode rapporter om ørred og torsk på trolling. Det er trods alt også lidt en nemmere tur at smutte til Øresund fremfor Møn. Både tidsmæssigt, men også kilometermæssigt på både land og vand.

Efter lidt skriverier med skipper Peter fra Team Dylfi endte det også med at han skiftede mening og ville nu tage et smut med i Øresund. Men så skete det… Peter begyndte en regulær versus kamp på sms. Det startede med et par linjer for sjov:

Det bliver fedt i morgen:

  • Team Emilie vs Team Dylfi
  • Bayliner Trophy vs Campion Explorer
  • Mercury vs Yahama
  • Lowrance vs Garmin
  • Cannon vs Scotty
  • Tykke vs Sporty

Jeg prøvede i første omgang at ignorere det, men Peter blev nådesløst ved

  • Daiwa vs Shimano
  • Gåsebryst vs Salat
  • Cirkelkrog vs Almindelig krog (med en slet provokerende hentydning til min mistede laks, fordi jeg fik sat en cirkelkrog på)

Nå nu måtte jeg jo lige tage til genmæle, men jeg var ikke så skarp som Peter endnu:

  • Erfaren vs Uerfaren
  • Toby vs Geddeflue (Peter havde sendt billede af en Geddeflue han ville prøve)

Men svaret kom prompte og kontant:

  • Nr 278 vs Klubmester (Peter er lige blevet klubmester i Storebælt småbådsklub)
  • Inliner vs Rigtig trollingstang
  • Imax vs Westin

Jeg havde et sidste comeback:

  • Ved hvor “fingeren” er vs Ved ikke hvor “fingeren” er (en hentydning til at Peter engang troede han lå på fingeren, men det gjorde han ikke)
  • Laks 14kg vs Laks 10,42kg
  • Berkley Grejtaske vs Aflagt lilla ridekasse
  • Radio Ocean VHF vs Garmin VHF

Nå men det blev søndag og jeg skulle hente Per i Slagelse kl. 06.00. Det er stadig meget mørk så vi blev enige om at 7.30 passede fint at smide båden i.  Jeg fik samlet Per op og vi fortsatte til Rungsted. Der ville sikkert blive “run” på Skovshoved, da SSK har en rampeaftale her. Vi har før sat i fra Rungsted og jeg synes det er nemt, så det gjorde vi.

Da vi ankom til Rungsted skulle vi lige tanke på båden. Dækslet til tanken var dog frosset fuldstændig til så det var umuligt at udløse låsen. Der lå heldigvis en af ungernes drikkedunke i bilen, så jeg måtte ind på tankens toilet og hente lidt varmt vand. Jeg fik tøet dækslet op så vi kunne få tanket.

Erfaren som jeg er, fyldte jeg lige dunken en ekstra gang med varmt vand. Det skulle vise sig at være en god ide.

[Erfaren vs uerfaren 1-0]

På rampen var der gang i den. Peter var ankommet og havde lige lagt i. Der kan smides 4 både i ad gangen, så vi kørte til med det samme. Jeg gjorde klar, mens Per hentede rampekort. Da Peter ikke havde nogle waypoints til Øresund, havde jeg lige kopieret et par stykker til ham fra min. Jeg havde taget 2 forskellige sdkort med da det nogle gange kan drille. Så da båden var smidt i og traileren parkeret, gik jeg lige over til Team Dylfi. Peter rodede lidt med motoren, som godt nok spandt, men der kom ingen sladrestråle. Igen kunne jeg jo berolige ham og sige at det sikkert var pga frosten og at han bare skulle give den et lille øjeblik. Jeg ville overføre waypoint til ham, men han kunne ikke åbne lugen til sin hoved afbryder, så jeg måtte hente flasken med varmt vand og så fik vi åbnet skabet.

[Bayliner Trophy vs Campion Explorer 1-0]

Jeg satte det første kort i Peters Garmin. Det kunne den selvfølgelig ikke læse. Så måtte jeg hente det andet kort og nu kunne den godt læse det andet kort.

[Lowrance vs Garmin 1-0]

Peter havde slukket motoren igen fordi han var lidt nervøs. Jeg bad ham pille kåben af og hældte lidt af det varme vand ud over slangen til sladrestrålen og så startede han motoren igen. Vi satte kåben på og jeg hældte resten af det varme vand på mundstykket til sladrestrålen. Imens havde Per startet Mercury’en op og den spandt selvfølgelig og havde sladrestråle med det samme. Efter få minutter kom strålen også på Yahama’en.

[Mercury vs Yahama 1-0]

Nå, vi kom afsted og satte ret hurtigt grej på Lous Flak. Der var noget strøm, men blankt vand. Det var et lækkert vejr.

Per fik sat første stang på sideplaner, men råbte pludselig op. Sideplaneren flød lystigt derud af uden linen. Det viste sig at hægten var rustet over. Vi bjærgede grejet og vendte rundt. 5 minutter efter var sideplaneren fanget og hægten skiftet.

Vi fik sat grejet igen. Der gik ikke lang tid før første hug kom på en Grøn/gul Toby 60 grams med sorte prikker, kørt på downrigger i 24 fod. Det var en fin torsk på et par kilo. Radioen knitrede og der blev bandet lidt over møg i vandet fra andre lystfiskere. Der blev også meldt om blanke fangster. Uha det var spændende. Kort efter tog vi endnu en torsk og endnu en…begge på samme blink som før. Da vi havde drillet Peter lidt på VHF’en, fordi han ikke havde fanget noget, blev det pludselig alvorligt. Peter meldte nemlig om fangst af en blank. Desværre kunne Peter ikke rigtigt høre hvad vi sagde på VHF’en, så det blev en telefonsamtale. Alle andre igennem dagen, kunne fint høre os.

[Radio Ocean VHF vs Garmin VHF 1-0]

Den var sgu god nok. Gasten på Team Dylfi havde fanget en flot blank havørred på små 4 kg. Puha.

Gasten Uffe på Team Dylfi

Jeg måtte jo høre hvad den var fanget på og hvad ellers end et Toby blink med kobberfarve. Så selvom fangsten var på Team Dylfi, så vil jeg mene at denne er min.

[Toby vs Geddeflue 1-0]

Nu begyndte vi også at have møg på hver eneste gang vi satte blink. Vi kunne end ikke teste blinkets gang ved siden af båden uden at der kom møg på. Det gik de næste par timer så med. Sætte grej og starte forfra når det var sat. Det var så irriterende. VHF’en skrattede igen og denne gang var det en nedtælling til en kapsejlads start. Det blev talt ned og starten skudt igen. Det skete et par gange. Så begyndte nogle trollingfiskere at tale sammen på kanal 72, men blev afbrudt af ham med kapsejladsen. “Vil I være venlige at finde en anden kanal, vi har kapsejlads på denne”. Der kom ikke noget svar og han fortsatte med sine nedtællinger. Ind i mellem kom der nogle fiskerelaterede samtaler og straks brød kapsejlads manden ind og bad dem stoppe og finde en anden kanal. Til sidst var der en der meldte ud på kanalen om ikke dem med kapsejladsen kunne finde en anden kanal. Svaret kom prompte: “Vi er 8 både i sejladsen, så jeg tror nok lige det er jer der må finde en anden kanal”. Lystfiskeren svarede med et grin i stemmen: “Sidste jeg talte var vi 18 trolling både”. Der kom ikke noget svar. Vi hørte heller ikke mere til kapsejladsen på kanal 72 den dag.

Der blev meldt lidt flere ørred fangster ind på radioen, men det lød også til at alle havde store problemer med tang. Dylfi ringede og meddelte at de ville sejle mod havnen og tage op. De havde fanget 2 torsk og den fine ørred. Vi ville fortsætte lidt endnu. Vi havde 6 torsk i kassen. De 5 havde taget samme grøn/gule Toby på downriggeren. Der var en enkelt der havde taget en Toby fisket efter sideplaner.

Jeg ville lige filetere torskene så det var klaret inden jeg kom hjem. Midt i fileteringen tog endnu en torsk den grøn/gule Toby. Jeg tænkte at det måtte være tid til at Per også fik en fisk, så han fik stangen mens jeg fortsatte. Der gik ikke længe, så var der en torsk inde ved båden. Hvad der herefter skete står lidt i det uklare, da jeg ikke kiggede. Men i samme øjeblik torsken slap vandet lød der et knæk. Herefter forsvandt torsk, blink, lidt snøre og en halv stang-top ned i vandet igen. Tilbage stod Per med en knækket fiskestang……

Per bandede af stangen og jeg bandede af Per hehe. Så endnu en versus kan føjes til listen, dog med et andet resultat end de andre:

[Gast Per vs Gast Uffe 0-1]

Vi satte alt grejet en gang til og satte kursen mod Rungsted havn. Pludselig kunne vi se tang i overflade så langt øjet rakte til begge sider. Alle stænger bøjede og farten faldt med en knob.

Team Emilie havde fået tang-allergi og vi ryddede alt grej og pakkede sammen. Fuld fart til havnen og så ellers ind i bilen og få tændt sædevarmen, mens kursen blev sat mod Korsør.

En rigtig dejlig dag på vandet vejr mæssigt og faktisk også fangst mæssigt, men øv med alt det tang.

Endelig opgørelse i versus kampen som jeg ser det:

Erfaren vs uerfaren [1-0]
Bayliner Trophy vs Campion Explorer [1-0]
Mercury vs Yahama [1-0]
Radio Ocean VHF vs Garmin VHF [1-0]
Toby vs Geddeflue [1-0]
Gast Per vs Gast Uffe [0-1]

Team Emilie 5 point vs Team Dylfi 1 point 😀

Skriv et svar