Efter lang tid på land skulle båden endelig på vandet igen. Der var rygter om at torskene var kommet i pæne størrelser. Sidste år havde vi jo en forrygende tur og fik flere målere ombord. Vi blev enige om at søndag skulle dagen være. De lovede bedre vejr om lørdagen, men vi kunne kun søndag. De havde lovet sne i løbet af lørdagen og ned til -8 grader. Så der var også lidt spænding på om det blev for voldsomt til at kunne komme ud. Jeg aftalte med Per at vi var klar kl. 7 søndag morgen. Jeg så at Peter fra Team Dylfi havde skrevet på Storebælt-småbådsklubs hjemmesiden og søgte andre der skulle ud. Jeg skrev til Peter og vi sms’ede lidt sammen omkring fiskeriet osv. Altid rart at møde ligestillet.
Søndag morgen var jeg lige ude og inspicere, men der var heldigvis ikke kommet ret meget sne og der var ingen problemer i at komme afsted. Strømmen blev taget fra og Per ankom. Vi kørte først forbi tanken og fik fyldt lidt op i både tanken og “dunken”. Nede på havnen satte vi båden under en lysmast og begyndte at rigge til og gøre klar. Jeg havde taget en termokande med varmt vand med til brug til at hælde på motoren så kølestrålen kunne tø. Den blev også nødvendig at bruge for at få bundproppen i. Der hang en tyk istap ud af gevindet.
Jeg var lidt spændt på rampen. Havde tænkt på at tage en kost og noget salt med, men fik ikke gjort det. Havde et eller andet sted forventet at der var en kost at finde på havnen, men det var der ikke. Den kasse der engang havde været der med sand, var heller ikke at finde nogen steder. Nå men jeg tog hætten af motoren og overhældte området omkring kølestråleslangen med varmt vand og så satte vi i uden problemer, men da jeg skulle køre op med tom trailer fedtede forhjulene noget rundt. Det satte sig i baghovedet og spøgte resten af dagen hvor jeg hele tiden tænkte “Fåårk mon jeg kommer op igen”.
Mens jeg parkede bilen, ankom Team Dylfi. De var ude og hilse på ved Per da jeg kom tilbage. Per havde haft startet motoren, men der var ingen kølestråle. Jeg bad ham startede den igen og holdt øje med motortemperaturen. Der gik nogle minutter og så kom strålen. Peter og makkeren ville rigge til og så kalde os når de kom ud. Vi satte kursen ud mod fiskepladserne. Det var koldt men forholdvis stille vejr.
Der var en 2-3 andre både der sejlede ud fra Korsør. Det så ud til at de havde ligget der natten over. Vi endte allesammen i nogenlunde samme område og vi begynde at søge rundt med ekkoloddet. Jeg så flere gange at der var en masse småfnuller på ekkoloddet, men kunne ikke rigtigt tyde hvad det var. Vi forsøgte et par drev hvor vi tidligere havde fanget pæne torsk, men fik kun en enkelt på cirka 4 kg. Efter noget tid så vi en mindre båd med kurs direkte mod os. Det var Team Apache som lige skulle høre hvordan det stod til. Han var lige kommet ud og fortalte om et par gode fangster dagen før. Der skulle være taget nogle pæne målertorsk. Vi blev enige om at kalde hinanden hvis vi så noget spændende. Vi kunne se på de andre både at de også søgte rundt og prøvede forskellige steder, men ingen blev rigtigt på det samme sted. Jeg fik en sms fra Peter Team Dylfi. De havde desværre motorproblemer og måtte opgive at komme ud. Heldigvis opstod det inden de kom på vandet, men det kunne have været rart at dele turen med dem.
På et tidspunkt blev der kaldt på radioen: “Blå båd, blå båd kom ind”. Det måtte jo være os og det var Team Apache der sagde at han havde gode lodninger hvis vi ville slutte os til ham. Det er fandme god stil. Vi takkede og søgte over hvor han lå. Rigtigt nok var der en del fisk i de drev vi tog der. Ikke så store, men pæne Storebælts-torsk på 3-5 kg.
Nu fandt vi også ud af hvad alt det småfnuller på skærmen var. Det viste sig at være stimer af hundestejler. Torskene var fulde af dem. Stimerne stod 5-10 meter og bunden og det var også sådan vi fik torskene til at hugge. Ned på bunden og 10 omgange op. Så sad der gerne en torsk. I de fleste tilfælde på de små gummi ophængere.
Vi tog en del drev her og fik fyldt kassen med fine spise fisk.
Da klokken var ved at nærme sig 14 valgte vi at begynde og ordne fisk. Da der nu var så gode lodninger i vandet satte vi 3 dipsystænger og trollede lidt frem og tilbage. Rensningen tiltrak selvfølgelig en masse måger.
Da vi næsten var færdige med at ordne fisk, fik vi et godt hug på en af dipsystængerne. Linen blev flået af og det var en kort øjeblik en fantastisk følelse….indtil vi så dette:
3. måge til Team Emilie var en kendsgerning hehe.. Det var bådrekord. En ordentlig havmåge der bed pænt hårdt. Den blev befriet og sendt på vingerne igen. Herefter sejlede vi i havn og så kom vi til det spændende punkt. Der lå stadig en del sne på rampen. Båden kom på trailer og jeg havde sat kiler under hjulene på bilen og holdt lidt skråt. Jeg havde også bundet et tov fra traileren og op til stolpen på deres rækværk. Hvis jeg skulle i, skulle deres stakit med. Jeg begyndte at trække op….forhjulene spandt og vi holdt stille. Heldigvis bevægede vi os ikke bagud, men vi kom heller ikke op. Per skubbede på og jeg gav igen gas….hjulene spandt og fandt langsomt lidt fæste hist og pist. Langsomt kom vi op og jeg kunne ånde lettet op. Fremover har jeg altid lidt salt med til at smide ud når vi sejler ud, skulle der være sne og is på rampen igen.
Da båden var sat på plads og jeg havde spist aftensmad fik jeg det pludselig dårlig. Lå hele natten under dynen med alt tøj på og pisse frøs. Skønt med en gang mandeinfluenza midt i det hele.
Efter at have ligget og læst om Freddi og andres lakse eventyr i lørdags er mandefeberen afløst af en voldsom og værre laksefeber. Jeg håber blot at min targabøjle kommer fra elpolering, mine stangholdere som er blevet væk i forsendelsen kommer, mine bestillinger hos Marinetorvet kommer og min influenza er væk, i denne uge så jeg kan få monteret det hele og snart være klar til LAKSEEVENTYR !
