Første lakse sats i 2016

Lad mig bare sige det med det samme. Team Emilie’s første nultur, efter laks, er en realitet.

Jeg har valgt at lave en beretning alligevel da jeg synes vi oplevede en masse som kunne være underholdende for andre at læse. Både fordi det er sjovt, men også fordi der er en del at ryste på hovedet af. Hehe..

Jeg holder vinterferie her I uge 7 og havde allerede aftalt med familien at der skulle gå et par dage med fiskeri. Som for mange andre så bliver kalenderen dog hurtigt fyldt og det endte med at der faktisk kun kunne vælges tirsdag og onsdag. Vejrudsigten for Møn så god ud tirsdag og jeg begyndte at ringe til gasterne. Den ene var syg og den anden kunne ikke få fri fra job. Jeg ringede til min onkel fra Team Blik for at høre om han ville med mig en tur ud. Det ville Bjarne gerne og vi aftalte at mødes I Klintholm havn tirsdag morgen kl. 05.00. Der var beretninger om store fisk, men alle beretninger var syd for separeringen. Det var ikke lige vores vante område, men det skulle have et forsøg. Vi mødtes på havnen som aftalt. Der var andre der også havde meldt deres ankomst på de sociale medier, men jeg så ingen ved den nye rampe. Jeg bruger altid den gamle rampe, da der stort set altid er plads og bassinet her er også meget hyggeligere. Der var heller ikke et øje ved den gamle rampe.

Vi fik båden i vandet og rigget stænger osv til. Motoren blev startet og vi gjorde de sidste ting klar til afgang. Nu kom en bil med båd trillende hen til rampen. Skipper på Futte kom ned og hilste på. Han fortalte om gode fangster fra i fredags og også lidt om hvor og hvordan. Vældig informativ og uden hemmelighedskræmmeri. Det var fedt. Han sagde store blink og kun amatører fanger ikke laks i dag. Jeg kunne godt mærke presset efter sidste bemærkning, men vi ønskede hinanden knæk og bræk og så lagde vi fra kajen.

Med radaren tændt var det intet problem at finde ud af havnen i mørket og med is på ruderne. Vel ude af havnen blev autopiloten sat til at sejle os til vores udgangspunkt syd for separeringen. Efter et kvarters tid var der noget med retningen der ikke stemte og jeg opdagede at vi sejlede AUTO og ikke TRACK. Det vil sige at jeg havde glemt at sætte autopiloten til at styre efter vores waypoint og i stedet holdt den blot kursen. Altså den forkerte kurs. På kortet her kan man se hvornår vi opdagede det. Der gik så lige lidt med at få sat kursen til det rigtige sted igen.

Der var lidt sø fra natten, men med flapsene lidt nede kunne vi holde en fart på 17-18 knob.

Efter at have passeret en vældig trafikeret trafikseparering mens solen stod op, ankom vi endelig til vores nye spot. Vi fandt en god dybde på lige knap 40 meter. Temperaturen var lige 0,1-0,2 grad højere her og vandet var allerede ved at lægge sig. På et tidspunkt opdagede Bjarne at den ene stangholder i targabøjlen var drejet ned og stangen hang faretruede ud til siden. Den blev hurtigt spændt op igen. Jeg mente ellers at have efterspændt dem alle godt, men det kan jo være smuttet.

Vi fik sat sideplanerne og begyndte på donwriggerne. Da Bjarne har sat 2 stænger på downriggeren siger han pludselig at bremsen ikke virker på de 2 hjul. Linen bliver ved med at løbe af og bremsen er spændt helt. Jeg bander og svovler lidt over de brugte hjul vi havde købt, indtil vi opdager at spolen ikke bevæger sig, men at linen glider rundt på spolen. Det er godt nok også line der er spundet på hjemme i stuen, meeeen. Nå men nu måtte vi lade alle de 1650 fod der var på begge hjul, løbe helt ud for så at spole dem ind igen. Med den metode sad linen nu helt fin stram. Så gik der da også lige det meste af en halv time med det.

Der var utrolig klar i vejret og vi kunne se både Tyskland og Møn samtidig. Det er ikke tit vi har kunnet det. Der var intet at se på loddet og hver gang vi tjekkede grej var der en ordentlig tangklat på.Vi kunne se en del andre både på AIS’en som lå længere nord på. Radioen skrattede og Futte kunne melde om fisk. Spændingen steg en anelse, men vi døjede stadig med møg på blinkene. Efter endnu et par timer hvor vi nåede at knække linen til det en planerboard, hive alt grej og hente det igen, snakkede vi lidt med Blue Bird der meldte om rent vand længere nord på. Så tog vi beslutningen om at hive klumperne og sejlede op til vores kendte pladser. Som sagt så gjort. Velankommet til vores egne jagtmarker blev alt grejet sat igen. Efter et par timer bukkede stangen i min side med dipsy diver på, sammen. Der blevet revet line af og adrenalinen løb i årene. Jeg for ind for at tænde kameraet og ud af øjenkrogen så jeg stangen krølle HELT sammen og på et splitsekundt rettede den sig op igen og stod nu helt slap. Målløs kunne jeg konstatere at den nye line her også var rullet for slapt på. Det betød at fletlinen var blevet trukket ned i mellem sig selv på spolen og sad urokkelig fast. Så fluocarbon linen på 0,50mm mellem dipsy og blink var sprunget. Der blev sagt en hel del eder og forbandelser i de følgende minutter. Tænk hvis det var vores eneste chance og den så var gået i vasken fordi skipper ikke havde grejet i orden. Tanken var næsten ikke til at bære.

Vejret viste sig helt fra sin bedste side og der blev både varmt og helt stille.

Der blev meldt om enkelte fisk på radioen hist og pist. Dem der fangede var gode til at dele dybde og metode. Futte kaldte også op med endnu en fangst. Adspurgt om hvor han lå, kom fluks en position. Det er god stil.

Efter at have set nogle film igennem kan jeg se at vi har haft besøg af en lille fisk (torsk) som først undersøgte loddet og det bling bling der sad her. Efterfølgende hugger den faktisk efter agnen på flasheren længere oppe, men misser og svømmer væk.

Vi prøvede nu alt. Kørte downriggeren op og ned manuelt med jævne mellemrum, øgede farten, satte farten ned, drejede rundt om os selv, dansede fiskedans og ofrede til fiskeguderne mens vi sejlede direkte igennem vores bedste pladser. Men lige lidt hjalp det. Vores eneste chance var forspildt.

Vi lå ret tæt ved Blue Bird og SEP, men nu var solen så småt ved at gå ned og vi valgte at trolle ind mod Klinten. Efter et kvarters tid råbte SEP pludselig at han havde trippelhug. Kort efter meldte Blue Bird om dobbelthug i samme spor. Vi kiggede bare tavse på radioen og glade på deres vegne rystede vi på hovedet og opgav håbet totalt.

Vi blev enige om at rigge af og konstatere at Team Emilie’s første nultur var en realitet. Samtidig håbede vi lidt på at Futte var taget ind og kørt hjem. Det skal ikke misforståes, han var vældig flink, men vi kunne kun tænke på ordene han sagde om morgenen: “Kun amatører fanger ikke laks i dag”. Han havde dog lidt ret. Grejet var i amatøragtig tilstand.

Vi sejlede i havn med fuld knald og i havblik. Vi overhalede Team Silden på et tidspunkt og her kunne man se hvordan AIS signalet var bagud i forhold det radarbilledet. Med nogle sekunders mellemrum blev AIS signalet opdateret og så passede AIS og faktisk position overens i nogle sekunder igen.

Vi ankom i havnen og fik rigget af. Der var ikke et øje ved den gamle rampe. Jeg tjekkede vejrudsigten og kunne se at onsdag ikke var god. Så jeg valgte at hive skuden op og køre hjem. Bjarne og jeg tog afsked og vi listede os i ly af mørket forbi den nye rampe og huset hvor de andre stod og fileterede deres fangster. Vogt dig Østersø….vi vender stærkt tilbage med grejet top tunet og kursen sat mod vores faste jagtmarker.

Fik i dag så en sms fra Bjarne. Der stod:

Kære Kristian.
Tak for igår. Jeg sender dig lige en mangellliste:
Fenderholder (skruen røg ud undervejs)
Kalibrere autopilot
Liner på hjul omlægges
Liner på planerboards udskiftes
Stangholder strammes
Varmeblæser til forruder
Alle bremser på hjul efterses

Bjarne…jeg kan kun sige: Jeg er gået igang 😉 😀