Det har jo været en laksesæson hvor vi ikke rigtigt har kunnet komme i gang. De fleste dage blæste væk og de andre dage, var der lagt beslag på til anden side. En strid østenvind i over en måned, gjorde til gengæld, at de fiskepladser tæt på Møn, fiskede rigtig godt.
Vi havde igen i år meldt os til TMB, men denne gang kun med 1 Per. Team Lille My og Team Dylfi skulle også derover og vi havde lejet et hus sammen med Team Dylfi. Team Lille My sov vanen tro i deres båd. Vi skulle sejle med Køge-Rønne færgen natten mellem mandag og tirsdag kl. 00:30. Det skulle vi alle sammen. Jannick havde inviteret sin svigerfar Bjarne, fra Team Blik, med til TMB. Vi havde tilbudt at han kunne få en briks i huset. Vi havde snakket om flere træningsture fra Møn inden TMB, men pga vejret var det ikke blevet til noget. Men søndag, dagen før vi skulle rejse, åbnede der sig en mulighed og jeg smuttede til Møn med Silas og Per. Vi mødtes med Team Lille My i havnen, som var blevet der efter KlinteCup. Da jeg skulle starte motoren, tørnede og tørnede den bare, uden at starte. Jeg fik tændt min batteriindikator og kunne se at batteriet var lavt på volt. Jeg har den ellers altid til at stå med en vedligeholdelseslader på, men det måtte jo være smuttet denne gang. Belastende. Jeg havde ingen startkabler så jeg kunne koble mine batterier sammen. Det havde Jannick heller ikke, men han havde noget værktøj. Så det lånte jeg og drønede op efter mit batteri fra traileren, til elspillet. Nu fik jeg hurtigt koblet startbatteriet fra og trailerbatteriet til. Motoren sprang igen og alt var godt. Lige indtil jeg fik kortsluttet lortet, da jeg skulle have kablerne tilbage på startbatteriet. En gnist og motoren gik ud…..”shit – hvad mon der sker ved det” nåede jeg lige at tænkte. Nå kablerne tilbage på trailerbatteriet. Start igen…..ingen problemer. Kablerne tilbage et ad gangen…den gang lykkedes uden problemer. Tændte batteriindikatoren…. motoren ladede på batteriet. FEDT! Tilbage med trailerbatteriet og nu var vi klar.
Vi valgte at fiske i bananen og kondomet, pga de gode meldinger. Vi så tonsvis af fødefisk og en del laksebuer på loddet og vi fik testet vores Panoptix PS30 transducer og fik nogle helt suveræne billeder. Jeg glæder mig så meget til at udforske mulighederne med den transducer.
Pludselig lidt over middag lyder det på radioen: “Lille My til Emilie, så er der wup wup og ding ding”. Så vidste vi godt hvad klokken var slået…. Der var laksefight hos Lille My’erne. Efter en rum til kalde Jannick op. De havde fanget deres livs fisk og det var Mads der havde fået lov til at fighte den. En fantastisk flot og stor laks på 17,4kg. STORT TILLYKKE 🙂
Det var en suveræn flot fisk Mads havde snuppet. ‘OG SÅ I BANANEN’… Vi måtte tage hjem uden laks, men med glæden over den fine fisk de havde taget.
Mandag blev brugt på at gøre de sidste ting klar. Bilen og båden var pakket, alt var klar og da klokken nærmede sig 21, sagde jeg farvel til familien og kørte over for at hente Per. Vi ville komme i god tid til færgen, men hellere gå og sparke dæk i køen og snakke fiskeri end at sidde og trippe derhjemme. Vi kørte mod Køge og undervejs tjekkede vi lige op på Jannick. Sidste år kom de lige lidt snert på afgangstidspunktet, så vi tænkte at de var i god tid i år…..men nej Jannick var lige ved at ordne de sidste ting og så skulle de afsted. Vi ankom selv til Køge og fik tjekket ind. Vi fandt hurtigt Team Dylfi og Team Snehvide og fik en god sludder for en sladder. Men det var pissekoldt, så vi endte med at hoppe tilbage i bilerne for at få varmen. Klokken nærmede sig 00:00 og afgang var 00:30. Jeg ringede til Jannick igen og han kunne fortælle at deres GPS sagde 15 min til destination…. Det blev altså snert igen haha. Vi blev guidet ombord og skulle igen op ad den stejle rampe. Denne gang huskede jeg dog at sætte i manuelt 1. gear og det hjalp noget på turen op ad rampen. Lille My’erne havde vi ikke set i opmarchbåsene så vi håbede de nåede det. Sammen med Peter og Uffe fra Dylfi, gik vi op i restauranten. Her fandt vi en plads sammen med Søren og Fif fra Snehvide og Bjarne og Jan fra Raymarine. Ud over os var der meget få mennesker at se. Da motorerne begyndte at sætte i gang kunne vi spejde Lille My’erne i det fjerne….heldigvis ombord og på vej ind i restauranten. Alle fik hilst og så blev der ellers snakket og spist. Efter et par timer hang de fleste med mulen og begyndte at finde sig til rette for en lur. Jeg gik ind i en salon med nogle stole der kunne vippes bagover og hvor lyset var dæmpet. Her fik jeg en god skraber på et par timer dog afbrudt at en lille skødehund der skulle gø hver gang der var nogle der skulle ind og ud af salonen.
Vi var alle noget spændte på om der ville være kontrol når vi kom til Rønne. Vi havde hørt om store kontroller og alt muligt, men der var intet tegn på kontrol eller politi nogle steder. Vi kørte hen for at hente nøglen til huset, mens Peter og Jannick kørte til Allingen. I Allinge mødtes vi alle ved tanken hvor der blev tanket op med både mad og brændstof.
Peter og jeg kendte dog et team mere fra vores klub “Storebælt Småbådsklub”, som var til masteren. De havde spurgt Peter om vi ikke kom til morgenmad. Jeg ville dog gerne have smidt båden i først, så det blev vi enige om at gøre. Så alle mand ned til Tejn og om til rampen.
Der var faktisk en hel del både i bassinet allerede og der var også noget vind. Så mens Peter satte Dylfi baljen i, så gik vi en tur rundt for at se hvor vi kunne ligge. Da vi kom retur var Peter kommet i vandet og kørt væk fra rampen. Jeg fik sat båden i og satte nøglen i tændingen. Drejede nøglen rundt og der skete absolut ingenting…. der gik lige et splitsekund for jeg kom i tanke om at jeg havde drejet hoved afbryderen til motoren for at sikre mig at der ikke var noget der tog strøm med tanke på oplevelsen fra Møn dagen før. Pyha tænkte jeg og fik vredet hoved afbryderen om til ‘ON’. Jeg vred nøglen endnu engang og der kom liv i SmartCraft instrumenterne og motoren tørnede en omgang, men pludselig gik alle instrumenter ud og motoren døde øjeblikkeligt. Denne gang gik der lidt længere tid før jeg kunne samle tankerne. Hvad helvede var nu det…. Jeg drejede nøglen igen, men alt var dødt. Ingen liv i instrumenter eller motor. Jeg var lige ved at tyre nøglen i vandet og køre ned til færgen igen. Jeg tog et par dybe indåndinger og begyndte fejlsøgningen. Jeg tændte for min batteriindikator og den viste næsten 13 volt, så der var strøm på. Jeg kom i tanke om afbryderen til motoren. Den stod jo godt nok på ‘ON’ og havde jo også virket i første omgang, men jeg bruger den jo normalt ikke. Jeg vred den til ‘OFF’ og tilbage til ‘ON’ igen. Med angstens sved …. eller måske bare sved….. vred jeg nøglen igen og nu sprang alle instrumenter i gang og motoren startede med et BRØL, som var Mercury’en blev til en V6’er. VROOOM sikke en skøn lyd. Nu kunne jeg tøffe over og smide mig på siden af Peter, der havde fundet en plads i det store bassin.
Jannick havde lidt sværere ved at finde en plads og endte ud på den yderste mole, langt ude. De lå ikke skide godt og blev gynget noget rundt af bølgerne. Mens Jannick overvejede situationen, drønede vi op til vores hus og smed trailerne. Herefter tog vi op til Ole og Torben for at spise morgenmad. Det var super lækkert at blive inviteret på den måde.
Efter morgenmaden kørte vi tilbage til havnen og gjorde lidt klar. Jeg ville gerne have strøm på båden, så jeg var sikker på at der var ladet på batterierne. Vi havde hilst på Team Wagner, Tommy og hans hustru. De lå et par både foran os og havde strøm. Så jeg fik lov til at ‘hooke’ op på dem, som man siger. Jeg testede også lige at jeg kunne starte motoren igen. Det kunne jeg. Så jeg tænker det har været afbryderen der ikke har været ordentlig slået til. Vi samlede alle stængerne og fik rigget til med lækkerheder fra Wolner Fishing.
Det var ret blæsende så der var ingen mulighed for at komme på vandet. Per havde sørget for noget god aftensmad og masser af det, så vi inviterede Lille My’erne, Ole og Torben på aftensmad. Peter (herefter kaldet Sander), lavede nogle lækre små forrets hapsere fra en tophemmelig opskrift. Så den kan jeg desværre ikke afsløre noget fra den. Andet end at jeg kan sige at ingredienserne er cocktailpølser, Dijon sennep og butterdej… Men så kan jeg heller ikke afsløre mere. Et lille stykke dej, en klat Dijon sennep og en pølse, men hele hemmeligheden ligger i at de skal i ovnen indtil dejen er hævet og pølsen sprød…..hehe. Jeg stod for at grille svinemørbrad svøbt i bacon, på den medbragte gasgrill. Per stod for flødekartofler og selvom jeg ikke mener at have set japanske møbler hjemme hos ham, så var det madlavning i bedste stil….fra gulvhøjde.
Ole og Torben kom til aftalt tid og havde Svaneke mørk guld med til alle mand. Vi havde snuppet den mindste Lille My med nemlig Mads. Alle de andre Lille My’er havde vist glemt klokken, men vi andre startede med de lækre hapsere 🙂
Snart kom resten af flokken dog og vi kunne mæske os i lækker mad og diskutere alle de store forventninger og fisketeknikker.
Efter en masse hygge, øl, fiskesnak, drilleri og alt muligt andet, så blev sengen fundet og godt træt fik jeg nu dagens andet store chok. Selv gennem flere tykke mure og et sløret sind af Bornholmsk hulme, kunne jeg høre Sander trække (for ham) nogle enormt store torsk i land. Det lød som om jorden var ved at åbne sig og sluge hele Bornholm.
Shit mand tænkte jeg….”Mon jeg nogensinde falder i s…..zzzzZZZZZ”
Den første konkurrencedag var onsdag og selvom den i forvejen kun var en halv dag, så var vejret stadig så dårligt at den blev aflyst. Så vi havde hele dagen til at gå og kigge på både, snakke med venner og bekendte. Der var gået rygter om Mads store laks på 17,4kg og når nu vi andre ikke kunne komme på vandet, så skulle der jo laves tv om nogle andre ting, så Team Lille My fik besøg af en journalist og der blev lavet et super interview med Mads og Jannick, om den store laks.
Mens vi andre ventede på at tv-stjernerne havde tid til at snakke med os, så kiggede vi lidt på det vilde Østersø hav.
Det er svært at få tiden til at gå, når det kribler i hele kroppen for at komme ud og fange laks. Efter at have kigget alle butikkerne i gennem og savlet og alle de flotte både, specielt Baylinerne, så drønede vi tilbage i huset for at få lidt middagsmad. Vi lavede en lækker brunch med alt hvad der til hører….bacon, bacon, bacon og lidt æg..
Resten af dagen gik med at ligge lidt på sofaen, smutte ned til båden og smide et par klistermærker på og så tilbage på sofaen.
Om aftenen valgte vi at tage ud og spise. Per og jeg havde tidligere på året, indgået et væddemål om hvem der havde tabt os mest (procentvis) når vi kom til trolling master. Han insisterede på at vi vejede os lige inden vi tog afsted, men faktisk vil jeg mene det var meget unfair. TMB startede jo først om onsdag og jeg kunne sagtens have indhentet de 7 kg på 2 dage ….. i ren fedt….jeg er ikke i tvivl. Nå men Per mente altså at jeg havde tabt og præmien var en betalt middag på restaurant. Så jeg måtte pænt betale en hvidløgsbøf på Restaurant Postgaarden i Allingen. Det smagte nu meget godt og vi fik samtidig set de både der lå i Allinge.
Torsdag morgen skulle spændingen og laksefeberen forløses. Der var skippermøde 6.30 og vi stod klar. Der ville blive høj sol og ingen vind hele dagen. Vi havde på forhånd aftalt af hvis der kom en dag med fladt vand, så skulle vi enten tage turen til Simris eller til Rønne. Vi hørte dog på øen, at dem der havde fisket ved Simris, kun havde taget små fisk. Derfor valgte vi at satse på Rønne. Starten gik for de store både og vi gled ud til starten, overvåget af helikopteren.
Vi brugte det meste af en time på at sejle ned mod Rønne. Vi fik sat grejet og nu var vi i gang. Team Dylfi lå ved Davis banke og Team Lille My lå ved Hasle. Vi havde aftalt at holde kontakten hvis der skete noget. Det fine solskin og varme som de havde lovet, lod vente på sig. Mens vi tøffede afsted ved Rønne blev himlen mørkere og mørkere og det begyndte at regne og i det fjerne kunne vi høre nogle gevaldige tordenskrald. Vi kiggede lidt på hinanden og trak på skuldrene. Vi skulle fiske!
Efter et par timer begyndte opklaringen dog at komme og vi fik tiden til at gå med at lytte på VHF’en, hvor folk, på trods af opfordring på det modsatte fra TMB dommeren, valgte at holde hårdt på vigereglerne og deraf voldsomme udfald på radioen. Igen i år blev der lovet bank på havnen m.m. Pludselig ringede Sander og sagde at de havde mistet en kæmpe fisk….puha…godt de mistede den, men også lidt synd hehe. Nej det var skide ærgerligt. Kort efter ringede Jannick og sagde at de stod med laks på. Nu begyndte tvivlen at nage. Mon vi lå helt forkert? Efter lidt tid ringede Jannick igen. Det var en genudsætter. Vi begyndte at snakke om at hive op og sejle op mod dem, men Per ville lige tjekke sin dipsy stang. Han råbte til mig at linen på hans hjul med fletline var kludret sammen og havde sat sig fast, i samme øjeblik blev han afbrudt af knarren fra min dipsy stang. Der var sgu fisk. Den tog en 3-4 korte udløb, men til min skræk så jeg at fletlinen på dipsy hjulet her også havde sat sig fast. Linen havde gnavede linen sig ned i sig selv. Den sad uhjælpelig fast og nu tog fisken igen et udløb og så holdt krogtaget ikke længere og fisken var væk. Jeg bandede og svovlede af mig selv og det forpulede fletline. Jeg hader fletline! Efterfølgende kunne vi dog se på videoen fra waterwolf, at det var en laks der havde fejlhugget på et Raptor blink fra Wolner Fishing og var blevet kroget i rygfinnen. Så vi havde nok ikke fået den uanset.
Det var lidt rart at vide at der var laks i området, men det ville have været rarere med laksen ombord. Resten af dagen gik uden mere action…jeg skal da lige nævne at de nævenyttige kollegaer til Per, Anders og Ulrich i Team Malu, sejlede forbi os på et tidspunkt og kaldte op med følgende besked: “Man ved bare at man har satset forkert, hvis man ser jer 2” !!!!! Argh mand. De drenge trænger til en gedigen afklapsning med en våd Berling’er. Der blev meldt om vilde fangster ved David banke og der var mange der havde fået både dobbelt, 3 dobbelt og 7-8 dobbelthug. Vi var drøn misundelige og slukkede misundelsen på den eneste rigtige måde, nemlig med lidt grill.
Da vi kom i havn var Team Dylfi allerede på plads i havnen, men vi sejlede lige efter Team Lille My og lagde os uden på dem, da vi kom ind. Ida skulle selvfølgelig på tv, den lille tv-darling. Hun bliver jo snart ikke til at komme i nærheden af med alt den popularitet 😉
Fredag blev også skudt i gang. Denne gang ville vi satse på området omkring Hasle. Vi vinkende til Dylfi baljen da de var på vej ud af havnen.
Da vi kom ud til fiskepladsen var der gode fødefisk lodninger hele dagen, men ikke så meget som et nap. Så dagen gik med at skifte grej og snakke teorier og ikke mindst grille.
Fiskeriet var dog ikke uden problemer. Det begyndte at blæse op og vi lå midt i sejlrenden og fiskede. Langt ude kunne vi se en stor tanker med kurs direkte mod os. Jeg kunne se deres kurs på AIS og valgte at vende rundt for at gå fri af ham. Men da vi havde vendt rundt ændrede han kurs og denne gang på skærende kurs. Nu synes jeg at han var kommet lidt for tæt på og vi drejede igen rundt og satte farten lidt op for at komme væk fra den skærende kurs, men endnu engang valgte den store tanker også at ændre sin kurs så den igen blev skærende. Nu var vi lige lovligt tæt på hinanden og jeg rev båden rundt og satte farten op igen med alt grejet ude. Denne gang forblev han på sin kurs, men alt det snurren rundt, gjorde at wiren fra de 2 downriggere fik rørt hinanden og den ene sprang sgu og loddet forsvandt i dybet. Argh jeg bandede og svovlede. Da vi igen havde sat grej og kunne tøffe derud af fik jeg pludselig set at den ene planerboard line gik direkte ned i vandet ved siden af båden. Det har jeg sgu alligevel aldrig set. Den er formentlig blevet væltet om kuld af en bølge og så har den ellers gjort som en dipsy diver, nemlig trukket nedad. Så planerboardet gik vel en 10-15 meter nede vil jeg tro, så der var god spredningen på agnen. Vi tog farten af båden og efter lidt kamp bobbede planerbordet op i overfladen ude bag båden. Desværre vendte det stadig på hovedet, så det trak nu ind over midten og over mod det andet planerboard. Så måtte vi have farten helt af og boardet helt ind for at starte forfra. Sikke noget l*rt.
Andre havde det lidt bedre. Det helt utrolige sket nemlig for Team Dylfi….nemlig at hele 2 ting flaskede sig for dem….
1. De fik en laks på og fik den landet.
2. TV båden filmede Sanders febrilske netning hvor fiskede nåede at smutte ud af nettet et par gange, før den lå i netposen, men det blev klippet FRA i aftenens udsendelse ÆV ÆV!
Flot fisket af Uffe og tillykke med fisken. Det var den mindste fisk vægt mæssigt til at blive indvejet i konkurrencen. Sander havde siddet på den, hele vejen ind for at få målet til at nå 80 cm. I vejeteltet havde de målt den flere gange og spurgt om de virkelig ville have indvejet så lille en fisk. Sander måtte lægge fingeren på vægten for at den overhovedet viste noget. Nok om det. Da Team Dylfi jo mest er chance fiskere var de også taget ind lidt tidligere end os andre og det betød at de havde lavet aftensmad til det hardcore team, som de boede sammen med. Efter maden var jeg lige nede og finde et ekstra lod og en ny wireklemme. Så blev det også fikset og vi var klar til lørdag.
Om lørdagen skulle det blæse op igen i løbet af dagen og derfor valgte dommerne allerede fredag aften at melde ud, at hele konkurrencen ville slutte kl. 11. Dvs at alle både skulle være i havn lørdag kl. 11 til gengæld kunne vi så starte med skippermøde 05.00 og en start kl. 05.45. Vi var klar og denne gang skulle pladserne ved Davids Banke have en tur. Team Dylfi valgte dog at indse at de ikke kunne gøre det meget bedre end den lille bitte laks de havde fanget, så de valgte den nemme løsningen, nemlig at pakke sydfrugterne og stikke af med færgen lørdag lige over middag. Så de trak sig fra konkurrencen og kan derfor ikke officielt sige at de har deltaget i TMB 2019. Bevares de har fiske TMB 2019 i et par dage, men altså trukket sig 🙂
Vi fik en god start og den lynhurtige og meget lidt bankende Trophy, skar sig gennem vandet og vandt helikopterens opmærksomhed.
Vi fik igen sat alle grejer og skulle lige have lidt morgenmad. Det viste sig at morgenmad havde suget alt vandet fra de smeltede isterninger i køleboksen…..aarrggh….så det blev til lidt morgenmadsgrill i stedet.
Klokken nærmede sig hastigt 11 og bølgerne havde rejst sig. Mange både sejlede ind, men vi snakkede lidt sammen med Team Lille My og forelagde dem vores plan om at melde ind til stævnekontoret, at vi blev ude. Uden laks indvejet i konkurrencen, var der ingen grund til at tage ind til tiden. Team Lille My gjorde det samme. Vi lå i samme område og fiskede frem og tilbage. Pludselig lød den skønne lyd af en knarre igen. Et ordentligt vræl og vi spurtede ud på dækket. Ja ja ok så er båden heller ikke større. Per kunne nok ikke nå at accelerere til spurtende, men det kunne jeg. Stangen lå næsten vandret fra targabøjlen og bagud. Stangholderen i targabøjlen var drejet ned og stangen var faretruende tæt på at ryge ud og i vandet. Ahmen for helvede. Fat i stangen…den stod tungt ude på sideplaneren. Jeg satte stangen fra mig og vi begyndte at rydde resten af grejet. Per råber pludselig: “Det ER laks, den sprang HELT fri af vandet”. Fedt fedt. Per i frigear og jeg begyndte at fighte laksen. Vi kalder op til Team Lille My og giver dem vores top hemmelige tegn på at vi fighter laks. “Team Emilie til Team Lille My….så er der wuup wuup og ding ding”. De glæder sig på vores vegne og jeg fortsætter fighten. Jeg ved ikke helt hvordan de har fået afkodet vores hemmelige krypteringsalgoritme, men pludselig ser vi en båd for fuld skrue med retning lige på os. Det viser sig at være Søren Cille med besætningen der var på vej ind. De ville lige forbi og se fighten. Torben som er med Søren, filmer og det kommer med i min film, når den kommer. Tak for det. Søren udviste godt sømandskab ved konstant at flytte sin båd så der på intet tidspunkt var fare på færde for vores fight og de udviste alle sammen godt kammeratskab ved at juble sammen med os da laksen lå i nettet. Jeg havde lige nået at sige til Per, at netningen skulle sidde i skabet ellers ville han aldrig slippe for at høre på det, med alle de tilskuere 🙂
Efter gode 20 minutter kunne vi nettet en fin stærk laks på 9,22 kg og 99cm lang. Den tog nogle fine udløb og var det hele værd.
Jeg ville også prøve at bruge markeringssedlerne fra konkurrencen til noget, så fisken fik seddel i munden med bådnummer på og så skulle det lige foreviges. Det kom der så meget fis og ballede ud af at vi næsten ikke kunne tage billedet.
Nu var lykken gjort og vi tog lige en tur mere for at se om der skulle være en til Per også. Det var der desværre ikke og efter et par timer mere begyndte vi at rydde af. Bedst som vi lige havde meldt til Team Lille My, at vi ville sejle ind, så melde de “Wuup Wuup og ding ding”. Denne gang stod Jannick med en seriøs fisk. De havde den ved båden flere gange og Jannick vurdere den til at være større end den laks Mads havde taget ved Møn. Vi mener at han muligvis blot har svært ved, at det er Mads der har bådrekorden hehe. Desværre holdt krogtaget ikke og de mistede laksen efter en lang fight. Mega surt.
Vi sejlede retur til havnen og der var ikke mange både tilbage i havnen. Jeg så at vognmanden var igen med at læsse både på trailer via kranen og jeg skyndte mig op efter min trailer. Da det blev vores tur skulle han lige tjekke remmene et par gange. Som han sagde på syngende bornholmsk “Det er jo ikke for at genere dig, men det er ikke verdens største båd du har!”…..ja ja se nu bare at få lortet op makker haha 🙂
Til den næste bid må sarte sjæle lige holde sig for øjnene mens de læser. Jeg glemte at komme på potten inden vi tog ud lørdag morgen. Hele lørdagen måtte jeg således knibe kraftigt sammen for ikke at lave uheld ombord. Per nægtede at holde mig i hænderne mens jeg hang ud over rælingen, så jeg måtte jo bare holde mig. Da vi endelig var kommet ind og båden var parkeret foran huset, så måtte jeg bare ind og straffe lokummet. Som sagt så gjort.
Per skulle til konfirmation om søndagen, så ham kørte jeg til Rønne lørdag aften og så tog han flyveren hjem. Jeg tog en overnatning mere i hytten og var frisk og veludhvilet til turen hjem over Ystad, søndag formiddag.
Da jeg holdt i køen i Rønne, til færgen, blev jeg mere og mere nervøs for om jeg kom med. Jeg kunne lige så tydeligt se at dækket blev fyldt op og hver gang han vinkede at jeg skulle gøre mig klar, så blev det afbrudt og så kørte nogle andre ombord. Til sidst var vi kun 3 både tilbage på pladsen og det ene par i en anden bil var ude og snakkede med “kombardo-manden” flere gange. Men det lykkedes. Vi kom alle med og færgen var tæt pakket.
Konklusionen på hele turen er at vi ikke fandt fiskene på de rigtige tidspunkter eller i de rigtige mængder. Det overvejes stadig om TMB 2020 er noget for os eller vi skal holde os til Møn hvor succesraten er noget større. Men vi takker TV2 Bornholm og alle deltagerne for en fantastisk stemning og ikke mindst vores venner i Team Lille My og Team Dylfi.
Until next time: Knæk og bræk.
