Vores sommerferie gik på hæld og så kom hedebølgen. I dagene op til weekenden blev det bare bedre og bedre vejr. Vi havde brugt en stor del af ferie på at pakke vores hus ned og flytte i beboelsesvogne i forbindelse med vores vandskade. Så da vi så vejrudsigten for fredag, lørdag og søndag, var planen klar. Båden skulle bare bruges og det kunne ikke være for lidt. Der skulle bades, leges og fiskes.
Fredag morgen blev båden pakket med badering og fiskegrej. Jeg smed også lige chummeren i båden og sneg et par poser frosne sild med. Afsted vi kom og første stop var i havnen, hvor vi kunne lægge til lige ved siden af Føtex, så vi kunne proviantere.
Der var så varmt at jeg fjernede forruden i kalechen. Det var skønt at få noget vind i håret, når vi fræsede om til stranden for at bade og lege med badering.
Nå men først skulle der sejles med badering. Vores børn slægter deres far på (vist ikke lige på den her alligevel), så de er slanke og holder ikke varmen længe, så jeg havde taget Silas dragt til UV-jagt med, men den skulle herren sørme ikke have på alligevel. Så jeg gav den lidt ekstra gas i stedet for hehe..
Vovehalsen i familien er klart Emilie. Hun kaster sig ud i alle de vilde ting, både på hesteryg, men også alle andre forlystelser. Det skal være vildt og helst meget vildt. Dragten ville hun dog gerne have på.
Nå ja og farmand skulle da også have en tur.
Onde tunger vil sikker mene at jeg ikke har brug for en dragt for at holde varmen, men det HAR jeg altså!
Vi brugte nogle timer på at spring i fra båden, sejle med ring og bare hygge. Pludselig siger Christina: Hvorfor stinker der sådan af fisk? Jeg tænkte med det samme, at hvis jeg lige åbnede ned til brønden og viste dem sildene, så kunne jeg forklare hvad de var til. Så jeg åbnede og en stank af varm fisk slog straks op og fik alle til at råbe BVAAADR – LUK LUK. Lige der slog det mig, at jeg godt kunne have fortalt det, uden at åbne ned til sildene. Vi pakkede legesagerne sammen og begyndte at gøre klar til fiskeri.
Vi blev enige om at vi ville starte ved den gamle færgehavn og forsøge os efter makrellerne der. Jeg riggede et par stænger med makrelforfang og pirke op. Et par med flåd og en enkelt med en enkeltkrog blot. Kursen blev sat mod havnen og vi spiste vores proviant, men vi sejlede.
Da vi ankom til færgehavnen smed ungerne sig i kabinen. De ville vente til der viste sig tegn på fisk, før de gad komme ud og deltage. Christina og jeg smed nogle forfang i vandet og forsøge os lidt ved indsejlingen. Der var ikke noget at se på loddet, så jeg troede ikke rigtigt på det. Vi prøvede lidt forskellige steder uden held. Jeg havde en lille lumsk plan i baghånden. Jeg havde set at strømmen løb langsomt nord på. Jeg havde også luret på kortet og fundet et sted hvor vi kunne smide anker på 8-9 meter vand og samtidig lade duftsporet fra chummeren løbe både ud over en dybere rende og samtidig ind over revet. Beslutningen blev taget og vi sejlede op til punktet. Ud med ankeret og chummeren blev monteret. Alle blev bedt om at holde vejret og så fik jeg fisket et par poser sild op. I chummeren med dem og så ud med nogle flåd. Christina satte sig med en stang med makrelforfang og pirk.
Chummeren kørte på fulde omdrejninger til at starte med. De andre havde fået skiftet til almindelige tøj og sko, men jeg havde stadig badebukser og bare tæer. Mens jeg stod og tænkte på at jeg nok lige burde skifte, råber Christina pludselig: “Jeg har bid” og stangen flekser totalt. Der er fuld hus og vi prøver at nette dem alle, men der ryger en enkelt.
Jeg kigger forundret på makrellerne. De er godt nok store i forhold til hvad vi er vant til i Storebælt. Men jeg når ikke at studse over det længe, for nu skriger knarren på hjulet med flåd. Der er hug på sildestrimlen. Nu vælter ungerne ud af kabinen og straks overtager Silas stangen med flåddet og fighter en fin makrel ind til bådsiden.
Det er stadig nogle vildt flotte makreller. Christina får fuldt hus igen og igen. Der hersker en lettere hektisk stemning ombord. Flere råber om bid samtidig, Silas skal nette og jeg skal hive makreller af krogene, Emilie vil bytte stang fordi hun ikke fanger noget. Christina bytter stang med Emilie og i samme sekund Christina sender Emilies makrelforfang mod bundet er der fuldt hus, mens Emilie nøkker og nøkker med hendes uden at der sker en disse. Men langt om længe får Emilie også hug. Hun lander også et fuldt hus og med en basse der sidder rent på pirken.
På ekkoloddet og Panoptix kan vi tydeligt se hvordan makrelstimen svømmer omkring under båden. Det ser helt vildt ud når man kan se det live.
Det giver bare et helt andet billede og forståelse for hvad der foregår under båden.
Jeg opdager også på plotteren at Snehvide med skipper Søren er på vej mod os. Jeg kalder dem op på VHF’en og Søren meddeler at de lige kigger forbi. De kommer helt tæt på og fortæller at de har været i Svendborg og se delfinen. Det må have været en fed oplevelse. Mens vi snakker er der bare gang i huggene og vi lander flere makreller imens. Søren og fruen hilser af og den store motor på Snehvide får fuld skrue.
På et tidspunkt har Silas fuldt hus igen og han kæmper en brav kamp om at få fiskene hen til båden. Emilie står klar med nettet. I kampens hede glemmer Silas dog at han ikke kan løfte alle 5 makreller ind med stangen, men gør alligevel forsøget og stangspidsen brækker med en ordentlig KNÆK-lyd til følge. Æv æv, men sådan er det. Silas har lært en lektien. Stangen bliver sat til side og vi tager en ekstra stang i brug. Jeg har ikke rigtigt nået andet end at tage fisk af og sætte sildestykker på. Jeg når dog lige at snuppe stangen med en enkelt enkeltkrog på, agne krogen med et stykke sild og kaste den et par meter ud i vandet. Efter få sekunder er der hug og jeg kan fighte dagens største makrel ind til båden. Det er virkelig sjovt på det lette grej.
Makrellen var bred over ryggen og vejede 670 gram. Det er stadig ikke en odden makrel, men en super størrelse på Storebælt.
I baggrunden kunne vi alle høre Christina konstant. Jeg har bid. Så er der bid igeeen. Jeg har biiiid. Hun stod nok for halvdelen af fangsten alene. Nu har vi i hvert fald 40 makreller i kassen og vi bliver enige om kun at beholde de helt store nu. Resten får lov til at svømme videre.
På et tidspunkt fik Christina stangen med flåd, fordi begge unger gerne ville prøve makrelforfang. Det var hun ikke tilfreds med. Hvad skal det her pjat til for? Spurgte hun. Der sker jo intet ved det her passive fiskeri….det dur ikke. Giv mig en anden stang med forfang også.
Da jeg går over for at skifte hendes stang ud sker det næste uheld. Jeg har stadig bare fødder og båden er smurt ind i makrelblod og slim. Jeg glider og er lige ved at stå på røv og albuer. Kun reddet af Silas, som jeg kommer til at hugge en i maven, i mit forsøg på ikke at falde. Samtidig rammer jeg den stang han også står med og jeg brækker topøjet af den. Dammit…. men vi er stadig høje på adrenalin, så Silas bider det i sig og jeg siger pyt til stangen.
Christina brokker sig pludselig over at der lugter af fisk hele tiden. Lidt kraftigere end der burde, siger hun. Hun får kigget ned af sig selv og kraven på trøjen er smurt ind i fiskesnaller. Vi får alle et billigt grin.
Jeg sætter flådstangen til side og tager en let spinnestang. Der sidder et lille Toby 18 grams kobber blink på med en enkeltkrog. Jeg kaster blinket ud og få sekunder efter at det rammer vandet, kan jeg mærke at der bliver slået til blinket. Jeg spinder ikke engang ind, lader blot blinket dale og BANG så sidder der en makrel på. Det er en super fed fight igen på det lette grej. Igen og igen kan jeg kaste blinket ud og gentage det samme mønster.
Christina siger pludselig….jeg kan godt forstå hvad du mener med at man kan gå i blodrus…skal vi ikke til at stoppe? Jo siger jeg og lægger et nyt kast ud. Den fede følelse af at mærke hugget og fighte fisken er bare ikke sådan at slippe, men selvfølgelig skal vi stoppe. Vi har haft mindst 100 makreller oppe og vende. Der ligger 40 store i kassen og nu skal der lige vejes makreller til storfanger konkurrencen. Vi har hver især markeret vores største fangster undervejs.
Vi får pakket grejet sammen efter at have vejet, målt og fotograferet fangsten. Emilie hopper i stævnen, mens Christina tager rattet.
Silas hjælper med at ordne fangsten på vej ind.
En helt fantastisk dag med både vandsport, badning og makrelbonanza er slut. På rampen mødte vi en anden båd som også havde været ude efter makreller. De havde også chummet, men fisket noget længere tid end os. De havde haft omkring 300 makreller oppe og vende. De var også meget imponeret over snitstørrelsen på makrellerne.
Vi sov alle fantastisk den nat.
Dagen efter
Dagen efter var der igen bragende sol fra en skyfri himmel. Vi blev enige om at vi skulle på vandet igen. Denne gang skulle tøserne dog lige ud til hestene først og dermed fik jeg lige en chance for at få vasket det værste makrelsnaks af båden. Vi blev enige om at bade igen først og så se om vi kunne finde lidt flade efterfølgende. Så på vej hjem, kørte pigerne forbi Topgrej og snuppede et par pakker børsteorm med hjem. Vi skulle lige have tanket båden på vej til havnen og sørme om vi ikke stødte på Team Rejen.
Per, Jeannette og lille Malthe skulle også på vandet. De skulle også bade og fiske. Vi skulle igen omkring Føtex og proviantere og de skulle lige forbi brugsen og have skalrejer med. Så vi aftalte bare at ses på vandet ved stranden.
Efter proviantering sejlede vi om til stranden. Da vi rundede lystbådehavnen stak Team Rejen ud bag ved os og sejlede med om og kastede anker ved siden af os.
Så blev der badet og vi fik også presset Jeannette i … kun lidt mod hendes vilje. Det var også tiden hvor de 2 skippere lige må træde vande og lægge taktik for fiskeriet senere på dagen.
Da vi havde badet valgte Team Rejen at sejlede mod broen for at fiske flade.
Vi blev hængende lidt og fik varmen i solen, mens ungerne konkurrerede om at smide hinanden ud af baderingen.
Der var ingen der rigtigt orkede at blive trukket i ring. Alle var lidt trætte og ømme i kroppen efter den foregående dag. Så det blev til pjatteriet og da vi var mætte af solen, spiste vi vores mad og så lagde vi også kursen mod fiskepladserne.
Belært af tidligere ture, hvor Christina havde været efter mig fordi der ikke var nok af det rigtige grej, så havde jeg rigeligt med rigs med. Også af den hemmelige slags som vi tit tager de store flade på. Jeg får rigget deres stænger klar og jeg sætter orm på krogene. Pludselig siger Christina: Hov jeg skal lige have en reje også…jeg plejer at have orm på den øverste og en reje på den nederste… Jeg går lige i stå et kort sekund. Øh rejer….hvorfor faen vil hun have rejer?!… Christina hæver stemmen lidt og siger: Jeg skal lige bede om en REJE!… Jeg begynder at lade som om jeg leder efter noget…. Du HAR husket rejer ikke? Lyder det bag min ryg…. Æææhh nej jeg tænkte egentlig bare at vi skulle bruge børsteorme, svarede jeg stille.. Der var en lang pause hvor det var som om tiden stod stille. Endelig blev stilheden brudt af Christinas der sagde: Nå men så fanger vi jo bare ikke noget.
Vi drev næsten ikke. 4 stænger ude. 3 med orm og en med en løje for at se om der skulle være en pighvar eller lign. Men det gik alt for langsomt. Selv krabberne kunne følge med.
Christina rømmer sig og siger: Hvad har du så tænkt dig? Kan man ikke gøre noget? Jooee siger jeg stille, vi kan jo prøve enten at fiske lidt aktivt…altså kaste ud og så spinne langsomt ind. Nej det er en dårlig ide, siger Christina. Nå men så kan man jo sætte lidt i gear så båden får lidt fart og så sætte i frigear igen. Ja det gør vi, svarer hun. Sæt igen. Som sagt så gjort. Der sker noget og nu får jeg et nap. Det er en lille ising. Team Rejen kalder op. De har fanget 3 skrubber, men de vil til at sejle ind. Per spørger om jeg har brug for skalrejer…. jeg råber nærmest desperat ind i radioen JA FOR FAEN….. Per spørger lige igen om jeg mener det seriøst og så kommer de ellers over og leverer rejerne.
Vi takker og Rejen sejler i havn. Christina får en skalreje på nederste krog og sænker skidtet ned. Jeg ryster lidt på hovedet, men ikke nok til at det kan ses. Hendes rig når lige bunden og så er der nap. En fin madskrubbe har taget rejen…. ahmen for biiiiiiiip da også!!! Der kan du se siger Christina med et triumferende smil. Du bliver nødt til at have det rigtige grej og de rigtige agn! SUK…..
Emilie har smidt sig i kabinen og orker ikke rigtigt at fiske. Silas har sat sig i skippers stol og holder øje med chipsene og fangsterne.
På et tidspunkt får jeg ikke lige sat motoren i frigear igen og vi sejler med 1,5 knob da jeg pludselig får en godt hug. En fin rødspætte kommer til syne og den bliver målt og vejet og nænsomt sat ud igen. Lidt efter laver vi samme stunt igen og lader båden komme helt op på 1,5 knob. Så er der huk igen. Både til Christina og mig. Jeg får en fin skrubbe og det gør Christina også. Jeg når kun lige at sende rigget ned på bundet igen, før der er hug igen. Denne gang er det en halvstor Fjæsing der kommer med op. Et hurtigt billede og så er det retur i vandet.
Endnu en dag lakker mod enden og vi vælger at stoppe fiskeriet. Der var ikke mange flade, men vi fik da et par stykker med hjem. Vi sejlede hjem i solnedgangen. Et par virkelig flotte og dejlige dage på vandet med hele familien. Det er fantastisk og man kan ikke andet end føle sig privilegeret over at have disse muligheder.
Søndagen var også en fin dag, men vi orkede ærlig talt ikke at tage på vandet. I stedet kørte vi ned til stranden og mens Christina solbadede så tog ungerne og jeg et par dykkerture i UV-jagt udstyret. Vi så dog ikke andet end krabber.
Knæk og bræk derude.
